Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Mere medicin for færre penge

Du kan spare mange penge og samtidig hjælpe sundhedsvæsnet ved at spørge din læge til råds om den bedste og billigste medicin. Region Hovedstaden har udgivet en basisliste, der viser vej til den bedste og billigste medicin.

Det kan være en jungle at finde ud af, hvilken medicin der er den bedste og billigste. Men stiller du krav til din læge om at få det billigste præparat, kan medicinregningen blive meget mindre.

- Der kan være store prisforskelle på medicin, der har ens virkning og bivirkninger. Derfor opfordrer vi patienterne til at være meget opmærksomme på, hvilken medicin de får udskrevet på recept. Ofte kan der være penge at spare, hvis man spørger lægen, om den medicin, man får, er den billigste og den bedste, siger koncerndirektør Svend Hartling, der understreger, at det selvfølgelig kun gælder for medicin, som har ens virkning og bivirkninger.

Tusindvis af kroner at spare årligt
Migrænepræparater er en af de medicingrupper, hvor det kan betale sig at være opmærksom. Prisen på migræne-medicin kan variere fra knapt 4 kroner til godt 100 kroner pr. tablet. Det vil sige, at hvis du skifter fra det dyre til det billige og køber 100 tabletter, vil der i alt for dig, region, kommune og sygeforsikringsselskab kunne spares knap 10.000 kroner. Heraf sparer du som patient cirka 3.000 kroner - altså omkring en tredjedel afhængig af din tilskudsprocent. Hvis alle migrænepatienter fik medicinen til 4 kroner, ville der spares i alt cirka 26 millioner kroner årligt i Region Hovedstaden.

Et andet eksempel er medicin mod mavesår. Også her er der store prisforskelle på præparater, der er lige gode. Prisen kan variere fra knap 1 krone til 15 kroner per tablet for ensvirkende tabletter. Det vil sige, at du - afhængig af din tilskudsprocent - kan spare cirka 1.700 kroner årligt, hvis du tager mavesårsmedicin dagligt og skifter fra det dyreste til det billigste. Den samlede besparelse for sundhedsvæsnet og dig er godt 5.000 kroner årligt. Hvis alle patienter fik det billigste præparat, ville den samlede besparelse (for dig, region, kommune og sygeforsikringsselskab) være godt 100 millioner kroner årligt i Region Hovedstaden.

- Der er altså store besparelser at hente for sundhedsvæsnet og for patienten. Derfor er det en god idé for dig som patient at være vågen, når lægen giver dig en recept. Selvfølgelig forsøger vi læger at udskrive den billigste og bedste medicin, men priserne bliver konstant ændret, og derfor er det godt, hvis patienten selv er opmærksom på at spørge efter det billigste, siger praktiserende læge i København Jens Berner.

Spørg hellere end gerne lægen
Det kan være svært at ændre vaner. Det gælder både for patienter og læger. Ofte er det nemmest at vælge den sædvanlige medicin, og det kan også være, at man som patient føler sig mest tryg ved et bestemt mærke. Er du i tvivl, om det er ok at skifte produkt, så spørg din læge. Både du og din læge kan få hjælp til at finde den bedste og billigste medicin på www.basislisten.dk/hovedstaden.

For yderligere oplysninger:
Koncerndirektør Svend Hartling – 4026 6887
Praktiserende læge Jens Berner – 3332 2343
Farmaceut i Region Hovedstaden Bente Kirkeby – 4820 5433
Pressevagten i Region Hovedstaden – mobil 7020 9588

Redaktør
Regionhovedstaden
E-mail:


Redaktør
Regionhovedstaden
E-mail: