Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Slut med patienter der venter på hjemtagning

Hillerød Hospital er sammen med kommunerne i gang med en målrettet indsats for at sikre, at patienterne kommer godt og hurtigt hjem. Og indsatsen virker, viser de første tal.

I første halvdel af 2009 kom 51 procent af patienterne fra Hillerød Hospital hjem inden for en uge, efter de var blevet færdigbehandlede. Og ingen patienter havde ligget og ventet i mere end tre uger på at komme hjem.

Det betyder, at Hillerød Hospital har få såkaldte færdigmeldingsdage. Altså antal dage fra færdigbehandling til hjemsendelse af patienten. Den eksisterende ventetid på hospitalerne skyldes ofte, at kommunernes nødvendige hjælp i hjemmet ikke er parat til den udskrevne patient, så han eller hun kan sendes sikkert hjem. Og hjælpen kan kun blive parat, hvis hospitalet bliver bedre til tidligt at kommunikere patientens præcise behov for hjælp.

- Vi er godt med og skal blive bedre. Indikatorerne her viser netop, hvor vigtigt vores foreløbige forbedring af samarbejdet med kommunerne er for patienterne, siger chef for Forebyggelsesenheden på Hillerød Hospital Addie Just

Nu vil ny kampagne kaldet ’Kom Godt Hjem’ gøre Hillerød Hospital endnu bedre til at sende patienten hurtigt og sikkert hjem. Det indebærer, at al hjælp fra hjemmeplejen, udstyr og medicin skal være parat, til patienten igen træder indenfor i hjemmet.

- Målet er, at vi tager bedre stilling alle patienters tilstand, så snart de bliver indlagt, og at vi kommer med kvalificerede bud på, hvor længe indlæggelserne vil vare. Og så vil vi være et hospital, hvor det er helt naturligt, at vi som plejepersonale kontakter kommunen, når vi i løbet af indlæggelsen har ny information om patientens tilstand, siger Addie Just.

Kampagne søsat

Tværsektoriel koordinator Lars Vibild arbejder tæt sammen med kommunerne og afdelingerne på hospitalet. Han mener, at de første resultater peger på, at hospitalspersonalet er i gang med at blive bedre til at tænke hele patientens behandlingsforløb igennem fra indskrivning til hjemkomst.

- Vores ansvar for patienten rækker længere end til hospitalets dør. Hvis en patient fx har brug for at være indlagt en uge mere eller har behov for mere hjælp, end vi først antog, så skal det være helt selvfølgeligt, at den information kommer videre til kommunen. Den kan så justere sin planlægning efter denne melding, forklarer Lars Vibild.

- I praksis betyder det, at vi skal kontakte kommunen, ligeså snart vi modtager patienten, og ikke først, når han eller hun er færdigbehandlet, og så sørge for, at kommunen får den information, den skal bruge. Altså om patienten kan gå, stå, spise, eller om patienten efter indlæggelsen har større behov for hjælp fra kommunen end før indlæggelsen, siger Lars Vibild.

- Det kræver, at vi hele tiden må være et skridt foran, også fordi kravene i dag er, at indlæggelserne skal være kortere og behandlingsforløbene mere komprimerede. Udfordringen er, at personalet er presset både hos kommunen og på hospitalet. Der er mange forskellige fagpersoner, som er involveret i hvert enkelt patientforløb, det ikke altid er nemt at få fat i.

I de næste seks måneder skal Lars Vibild og en kollega besøge afdelingerne for at sætte fokus på en tidlig vurdering af patientens tilstand, løbende kommunikation med kommunerne og ikke mindst gode udskrivningsforløb.

God effekt i praksis

Social- og sundhedsassistent Semary Willadsen arbejder på Hillerød Hospitals Ortopædkirurgiske Afdeling. Hun har allerede nu lært, hvad et godt udskrivningsforløb betyder i praksis.

- En tidlig afklaring af hvornår patienten skal hjem igen, betyder at patienten bliver gladere, fordi han eller hun ved, hvad der skal ske, og at den rigtige hjælp kommer til tiden, siger Semary Willadsen.

For hende har ’Kom Godt Hjem’-kampagnen ind til videre betydet, at rutinerne omkring indskrivning og udskrivning er blevet forbedret, hvor det var nødvendigt.

- Når vi får en ny patient i dag, undersøger vi, om det er blevet vurderet, hvornår patienten skal hjem igen. Og hvis det ikke er sket, når vi gennemgår patientens papirer igen, så gør vi det faktisk med det samme, siger Semary Willadsen.

Redaktør
Hillerød Hospital
Email


Redaktør
Kommunikationsenheden
Email L2k3G3CZ1qDPX@2EW.regionh.dk