Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Udvidet hospitalsmenu giver Bende mere at vælge imellem

Aftenmenuen har fået et pift opad på hospitalet. Indlagte Bende Nielsen, der ellers er kræsen, godter sig.
En sund kost, som patienten kan lide, gør helingsprocessen bedre og hurtigere. Foto: AV-Afdelingen.

Farseret porre, kalkunrisotto og rødvinsmarineret nakkekam. Hillerød Hospitals Køkken & Kantine har udvidet sin aftenmenu, så patienten nu kan vælge mellem tre varme aftenretter og to desserter.

Hver uge afkrydser patienten i en menuoversigt, hvad han eller hun ønsker at spise i de næste dage. Personalet sender ønskerne til køkkenet, der så løbende serverer patientens foretrukne aftensmad.

Målet er, at alle patienter får sund mad, de kan lide.

66-årige Bende Nielsen fra Helsingør er indlagt efter en knæoperation. For hende gør det udvidede udvalg en glædelig forskel.

- Det er altså vigtigt, når man der så kræsen som mig, at jeg kan vælge mellem flere retter til aften og dessert. Når jeg kan lide maden bliver jeg også bare i bedre humør og får mere energi, siger Bende Nielsen og fortsætter.

- Jeg kan mærke en stor forskel, fra da jeg var indlagt før og så til nu. I dag har jeg fundet en håndfuld favoritter blandt madretterne. Kyllingen med skysauce, hjemmelavet agurkesalat, kartofler og salat var for eksempel rigtig god i mandags. Ja, som det er blevet nu, spiser jeg faktisk bedre her end derhjemme.

Energi til kroppen

Sygeplejerske Jane Jørgensen på Ortopædkirurgisk Afdeling, hvor Bende Nielsen er indlagt, ser det som hendes og kollegernes ansvar at tage højde for patientens ernæringsbehov og ønsker til maden.

- Førhen kunne det være sådan, at patienten hellere ville nøjes med en yoghurt, hvis de ikke brød sig om fisken, der blev serveret den aften. Men vi ved, at det er vigtigt for patienternes helingsproces efter en operation, at kroppen får ordentligt mad og energi at arbejde med. Nu kan vi omsætte den viden til et reelt patienttilbud, fordi de selv får indflydelse på menuen og derfor kan vælge noget mad, de faktisk kan lide og derfor spiser, siger Jane Jørgensen.

- I dag møder vi mange patienter, som er begejstrede over, at vi har indført en menu med flere retter. De fortæller, at det gør en forskel i deres dagligdag, at de hver især får tilgodeset deres madønsker. Og når så også kosten matcher den behandling, de er kommet til os for at få, bliver deres indlæggelse samlet set til en mere positiv oplevelse.

Redaktør
Regionhovedstaden
E-mail:


Redaktør
Kommunikationsenheden
E-mail: L2k3G3CZ1qDPX@2EW.regionh.dk