Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Stærkt fokus på patientens behov giver sygeplejerskepris

Klinisk sygeplejespecialist Mette Kragh Thuesen fra Kardiologisk & Endokrinologisk Afdeling er modtager af sygeplejerskeprisen 2009.
Mette Kragh Thuesen (til venstre) fik overrakt prisen af vicedirektør Bente Ourø Rørth. Foto: AV-Afdelingen

Patientens behov skal altid være  omdrejningspunktet, der skal være plads til omsorg for de pårørende og kvaliteten i patientforløbene skal være høj. Det er pejlemærkerne i Mette Kragh Thuesens arbejde. Derfor modtager hun årets sygeplejerskepris på Hillerød Hospital for sit professionelle og ihærdige arbejde med at udvikle sygeplejen på afdelingen til gavn for både patienter og kolleger.

Mettes indsats har skabt en sygeplejekultur, hvor det at afholde sygeplejekonferencer, undervise plejegruppen og deltage i erfa-grupper er en integreret del af dagligdagen og en meget væsentlig del af forudsætningerne for at afsnit H0651 i dag er blandt landets førende endokrinologiske sengeafsnit. Afsnittet lever i meget høj grad op til foreliggende evidens, best practice samt gældende standarder og sikrer derved høj kvalitet i afsnittets patientforløb.

Disse indsatser går hånd i hånd med at hjælpe patienter med at holde deres fødselsdag for familie og venner i afsnittets personalerum, at hjælpe en døende patient i kirken så vedkommende kan blive gift samt at holde julearrangement for patienterne for blot at nævne nogle af initiativerne.

Hendes store indsats for patienter og kollegaer på afsnit H0651 er prisværdig, og den har også betydet, at Hillerød Hospital allerede i 2009 har et medicinsk sengeafsnit, der lever op til og understøtter hospitalets vision om at være Danmarks bedste akuthospital i 2012.

Om Mette Kragh Thuesen

  • Uddannet sygeplejerske i 1981
  • Diplomuddannelse i pædagogik og kvalitetsudvikling i sundhedsvæsnet
  • Ansat på Hillerød Hospital siden 1988
  • Bor i Fredensborg med sin mand og har to voksne døtre. Bruger fritiden på at dyrke yoga.

Om Endokrinologisk Afsnit
Endokrinologi er græsk og betyder læren om kroppens kirtler og hormoner.  

På Hillerød Hospitals to endokrinologiske afsnit behandles blandt andet patienter med diabetes, knogleskørhed og stofskiftesygdomme.  De er også aktive på forskningsfronten og har netop fået tildelt hospitalets første klinisk professorat i diabetologi (læren om diabetes).

Fakta om prisen:
Sygeplejersker ansat ved Hillerød Hospital kan blive indstillet til prisen, som uddeles én gang om året.  Prisen uddeles ved det årlige sygeplejesymposium.

Yderligere information:

- Vicedirektør Bente Ourø Rørth, 4829 3001 eller mobil 2946 5636

- Ledende oversygeplejerske på Kardiologisk & Endokrinologisk Afdeling, Jonna Stevn Nielsen, 3070 4832

- Klinisk sygeplejespecialist Mette Kragh Thuesen, 4829 4840

 

 

Redaktør
Kommunikationsenheden
Email L2k3G3CZ1qDPX@2EW.regionh.dk