Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Region Hovedstadens ældreplan vedtaget

Regionsrådet har netop vedtaget ”Plan for den ældre medicinske patient”. Planen skal sikre de ældre medicinske patienter trygge, sammenhængende behandlingsforløb.

- Vores ældreplan sætter først og fremmest fokus på et trygt, sammenhængende forløb for den enkelte patient. Det var nemlig budskabet fra de mange ældre, som deltog i en række dialogmøder, og dermed gav input til ældreplanen, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S).

I hovedstadsområdet findes allerede masser af gode projekter på tværs af sektorerne – det vil sige i kommunerne, hos den praktiserende læge og på hospitalerne. Derfor er det vigtigt at dele de gode erfaringer. Det er grundtanken bag Region Hovedstadens nye plan for den ældre medicinske patient.

Det sammenhængende patientforløb er et af hovedelementerne i Region Hovedstadens plan for den ældre medicinske patient. Planen er udarbejdet med baggrund i en række offentlige dialogmøder sidste forår, hvor de deltagende ældre borgere, deres pårørende, politikere, fagfolk og andre interesserede fra regionen alle kom med deres erfaringer og oplevelser.

- Vi har lyttet til de ældre borgere, inden vi begyndte at skrive ældreplanen – og det er naturligvis vigtigt, at vi bliver ved med at lytte til dem. Derfor er det en stor fordel at bruge erfaringerne fra de projekter, der allerede fungerer rigtig godt. Derfor skal vi dele erfaring og viden, så vi også trækker på de gode erfaringer, der findes i kommunerne og hos de praktiserende læger. Selv har vi f.eks. tidligere haft stor succes med at lade vores personale på hospitalerne samarbejde med kommunens udskrivningskoordinatorer om at følge patienterne hjem, så koordineringen til hjemmeplejen sikres, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Da regionsrådet i september sidste år vedtog budget for 2009, blev der på årsbasis nedsat 5 millioner kroner til at udvikle en ’følge-hjem-ordning’ til brug ved udskrivning af svage patienter fra hospitalets medicinske afdelinger.

I Region Hovedstadens budget blev der også sat 5 millioner kroner om året til – i samarbejde med kommunerne – at udvikle og udbrede en ’følge-op-ordning’, hvor patienter med særligt behov tilbydes opfølgning af egen læge og kommune i fællesskab i hjemmet. Til denne ordning skal der dog være en tilsvarende kommunal finansiering.

Endelig er der fra 2009 afsat 2 millioner på regionens budget til at udvikle og afprøve nye dialogformer mellem dem, der er ansvarlige for behandlingen, og patienterne.

Anbefalingerne fra Medicinsk Tænketank, nedsat af Dansk Selskab for Intern Medicin og Danske Regioner, der netop har analyseret forholdene for de medicinske patienter, lyder da også på at samarbejdet mellem hospitaler, den praktiserende læge og hjemmeplejen skal gøres mere effektivt, og at arbejdsgangene skal indrettes efter patienternes behov.

Ifølge Sundhedsstyrelsens beregninger vil antallet af borgere over 65 år i hovedstadsområdet fordobles over de kommende år og nå 400.000 i år 2040. Derfor bliver det en stor og vigtig opgave at sammensætte hver enkelt patients individuelle forløb. En opgave som vil trække særligt store veksler på personalets viden, erfaring og oplevelser.

Ældreplanen blev endeligt vedtaget i regionsrådet den 17. marts efter en tre måneder lang høringsperiode.

Yderligere oplysninger
· Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S), telefon 43 64 25 21
· Koncerndirektør Svend Hartling – telefon 48 20 56 19
· Pressevagt – mobiltelefon 70 20 95 88

Redaktør
Hillerød Hospital
Email


Redaktør
Hillerød Hospital
Email