I Region Hovedstaden har flere hospitaler i øjeblikket et udbrud af en særlig variant af bakterien Clostridium difficile, der kan give svær diaré.
Hospitalerne har igangsat tiltag, der begrænser udbruddet, og situationen er under kontrol. De nationale sundhedsmyndigheder skærper fokus på forebyggelse og bekæmpelse af bakterien.
Nogle af hospitalerne i Region Hovedstaden oplever i øjeblikket flere tilfælde af alvorlig diaré forårsaget af en særlig variant af bakterien Clostridium difficile kaldet CD027. Der er indtil nu konstateret 50 tilfælde på Hillerød, Helsingør og Frederikssund hospitaler. På Gentofte Hospital har der indtil nu været 25 tilfælde af Clostridium difficile. Her vides det endnu ikke, hvor mange der er af typen CD027.
Bakterien er resistent overfor flere typer af antibiotika, og infektionen kan være særlig alvorlig for patienter, der er svækket af anden sygdom. I nogle tilfælde kan infektionen have været en medvirkende dødsårsag.
- Clostridium difficile er en almindelig forekommende bakterie, der kan give anledning til sygdom. Det specielle ved den nuværende situation er, at flere hospitaler oplever et udbrud med en særlig sygdomsfremkaldende type af bakterien, siger Jette Bangsborg, der er overlæge på Klinisk mikrobiologisk afdeling på Herlev Hospital.
Koncerndirektør i Region Hovedstaden Svend Hartling understreger, at de berørte hospitaler har situationen under kontrol.
- Vi har stort fokus på en koordineret indsats i regionen, så bakterien ikke spredes yderligere. Indsatsen omfatter bl.a. isolation af smittede patienter og skærpelse af hygiejniske tiltag. Alle regionens klinisk mikrobiologiske afdelinger er endvidere i tæt kontakt, og de samarbejder med Statens Serum Institut for at klarlægge, hvor mange patienter, der er smittede, siger Svend Hartling.
Clostridium difficile er resistent overfor de fleste antibiotika, men der findes specielle antibiotika, der kan dræbe bakterien. Da Clostridium difficile er en sporedannende bakterie, er den svær at fjerne med almindelig rengøring. Derfor er rengøring med desinfektion ifølge Jette Bangsborg nødvendig.
- Vand og sæbe kan fjerne bakterien, men Clostridium difficile er resistent overfor alkohol og har en evne til at overleve i omgivelserne. Derfor kan det i særlige udbrudstilfælde være nødvendigt at anvende andre desinfektionsmidler, siger overlæge Jette Bangsborg.
Den særlige variant af Clostridium difficile er ganske udbredt i andre europæiske lande og forekomsten er tæt forbundet med anvendelsen af særligt bredspektrede antibiotika. Inden det igangværende udbrud er der kun konstateret få tilfælde i Danmark, men med baggrund i et stigende dansk forbrug af antibiotika opfordrede de centrale sundhedsmyndigheder allerede i 2006 til skærpet opmærksomhed - bl.a. ved indsendelse af prøver til Statens Serum Institut.
Som følge af det igangværende udbrud skærper de nationale sundhedsmyndigheder nu også overvågningen, så det sikres at alle patienter, der mistænkes for at kunne være smittede med den særlige variant af Clostridium difficile fremover undersøges. Endvidere arbejder de nationale sundhedsmyndigheder på en særlig målrettet vejledning omkring isolation, hygiejniske tiltag og anvendelse af antibiotika. Målet er at styrke forebyggelsen blandt andet gennem hurtig at stille diagnosen samt inddæmning og bekæmpelse af udbrud.
For yderligere oplysninger
· Koncerndirektør i Region Hovedstaden Svend Hartling, tlf. 4026 6887
· Overlæge, Klinisk mikrobiologisk afdeling, Herlev Hospital Jette Bangsborg, tlf. 4488 3850
· Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 7020 9588
FAKTA:
Clostridium difficile
Clostridium difficile er en bakterie som findes naturligt i tarmen hos mennesker og i naturen, f.eks. i jord og vandområder, og som normalt ikke giver anledning til sygdom.
Nogle stammer af bakterien kan dog producere toksiner (giftstoffer), hvilket kan forårsage diaré. Clostridium difficile er en hyppig årsag til diaré på hospitaler, plejehjem m.v. Diaréfremkaldende Clostridium difficile opstår oftest efter forudgående behandling med bredspektrede antibiotika.
Clostridium difficile er sporedannende, hvilket betyder at den kan overleve i lang tid uden for mennesker i et slags hvilestadium. Clostridium difficile spredes på hospitaler og plejehjem enten via omgivelserne, plejepersonalet eller direkte mellem patienterne. Man skal endvidere være opmærksom på, at smitte i stigende grad forekommer over landegrænser, fx via smittede patienter.
Der findes mere end 150 forskellige typer af Clostridium difficile. Clostridium difficile ribotype 027 er en særlig stamme, der kan give anledning til større sygelighed end andre stammer. Endvidere er Clostridium difficile 027 resistent overfor en række, særligt bredspektrede antibiotika.
Håndhygiejne (håndvask med vand og sæbe) samt tilstrækkelig rengøring er derfor de vigtigste tiltag til at forebygge spredning af Clostridium difficile. Samtidig er det vigtigt at fastholde et lavt forbrug af antibiotika specielt de bredspektrede antibiotika. Patienter med diaréfremkaldende Clostridium difficile bør isoleres ved hospitalsindlæggelse.