Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Kender du dit blodtryk?

Tirsdag den 12. maj kl. 14 til 16 kan du få målt dit blodtryk på Hillerød Hospital. Det sker i anledning af Verdens Blodtryksdag.

- Halvdelen af alle dem, som har forhøjet blodtryk, ved det ikke. Det ønsker vi at ændre lidt på ved at invitere alle borgere, patienter og egne ansatte til et uforpligtende tjek af deres blodtryk, siger overlæge på Hillerød Hospitals Kardiologisk og Endokrinologisk Afdeling, Peter Kaiser-Nielsen.

Peter Kaiser-Nielsen oplyser, at for højt blodtryk er en af de største risikofaktorer i udviklingen af hjerte-karsygdomme. Derfor arbejder Hillerød Hospital hver dag aktivt på at mindske antallet af slagtilfælde både præventivt og i form af tidssvarende behandling af de indlagte patienter.

Tegnene på forhøjet blodtryk kan være hovedpine, svimmelhed, hyppigt næseblod, svedeture, øresu­sen, hjertebanken og åndenød. Ofte opdages sygdommen tilfældigt ved rutineun­dersøgelser, eller når der har udviklet sig sygelige forandringer i kar eller organer. Forhøjet blodtryk gør nemlig ikke ondt.

- Det nytter at behandle blodtrykket, men det kræver, at man som borger kender sit blodtryk. Kom derfor forbi os, så vi sammen kan forbedre din viden om dig selv og dit hjerte, opfordrer Peter Kaiser-Nielsen

Hvert år bliver 13.000 danskere ramt af slagtilfælde. Mange af disse på grund af for højt blodtryk, hvilket omkring 1 million danskere lider af.

I dag mener man, at cirka 40 procent af dem, der får forhøjet blodtryk, er arveligt belastede. Som de største risikofaktorer nævnes overvægt, manglende motion, rygning, for højt salt- og alkoholindtag samt kronisk stress.

Verdens Blodtryksdag, der på engelsk hedder World Hypertension Day og er en årligt tilbagevendende begivenhed verden over.

Hvor får jeg tjekket blodtrykket på Hillerød Hospital?

Besøg ’Mødestedet’ via indgang 06, plan 2 den 12. maj mellem kl. 14 og 16 for at få et uforpligtende tjek af dit blodtryk og en snak om, hvordan du forbedrer det. Her vil fire venlige sygeplejersker og to læger være på plads til at hjælpe dig med tjekket og videregive nyttig information. Et tjek tager typisk fem minutter og gør ikke ondt.

Kardiologisk og Endokrinologisk Afdeling på Hillerød Hospital er værter på dagen.

Hvad er forhøjet blodtryk?
Blodtrykket er betegnelsen for det tryk, som blodet, der strømmer gennem arterierne, udøver. Blod­trykkets værdi afhænger af hjertets pumpeydelse og af tværsnittet og modstanden i blodkarrene. Det ideale blodtryk ligger på 120/80 mmHg (betegnelsen ”millimeter kviksølv” - mmHg - er et fysisk udtryk for trykket). Værdier, der ligger betydeligt over dette tal, regnes for at være sygelige. Cirka 1 million danskere har for højt blodtryk.

Yderligere oplysninger

- Overlæge på Kardiologisk og Endokrinologisk Afdeling Peter Kaiser-Nielsen, tlf. 49 29 62 10 og e-mail pekn@hih.regionh.dk.

Redaktør
Regionhovedstaden
E-mail:


Redaktør
Regionhovedstaden
E-mail: