Hillerød Hospitals hjemmeside www.hillerodhospital.dk vandt i går IT- og Telestyrelsens pris Bedst på Nettet i kategorien Sundhedsinstitutioner.
Fra venstre Hospitalsdirektør Martin Gregersen, Kommunikationskonsulent og webredaktør Malene Frei og Videnskabsminister Helge Sander ved gårdagens prisuddeling. (Fotograf: Søren Hytting)Prisen blev overrakt af Videnskabsminister Helge Sander ved det årlige Bedst på Nettet seminar på IT-universitetet.
- Vi er rigtig glade for og stolte af at få prisen. Det er en stor anerkendelse og meget motiverende for det videre arbejde. Det er ikke mindst et stort skulderklap til de 100 lokalredaktører, der driver afdelingernes hjemmesider og sørger for, at siderne er relevante og opdaterede, siger webredaktør Malene Frei.
Netop den brede forankring af webarbejdet i hele huset er en af de ting, dommerkomiteén har lagt vægt på i deres bedømmelse. Dommerkomitteén fremhæver i motiveringen også, at webarbejdet har topledelsens opbakning på både hospitals- og afdelingsniveau. Derudover bliver perspektivet med at se hjemmesiden som en del af behandlingen fremhævet, ligesom det er forbilledligt, at hospitalet differentierer informationsindsatsen efter hvilken type patient, målgruppen er.
- Opgaven i den nærmeste fremtid er i endnu højere grad at indtænke hjemmesiden i forløbene – både ved forberedelsen og ved udskrivelsen. Som specialiseret akuthospital for alle borgerne i Nordsjælland har vi desuden en væsentlig opgave i at se på, hvordan vi kan imødekomme patienternes behov for brugerinddragelse. Vi overvejer derfor digitale løsninger, hvor en del af behandlingen flyttes ud i patientens eget hjem. Via moderne kommunikations- og billedteknologi, kan patienter og pårørende bliver involveret i egen behandling på en helt anden og mere effektiv måde, siger hospitalsdirektør Martin Gregersen.
Læs mere om Bedst på nettet på www.bpn.dk
Vedlagt foto til fri brug. Fra venstre ses Hospitalsdirektør Martin Gregersen, webredaktør og kommunikationskonsulent Malene Frei og Videnskabsminister Helge Sander. Fotograf: Søren Hytting
Fakta om hjemmesiden: Hjemmesiden består af 1231 sider og har dagligt omkring 600 unikke brugere.Hillerød Hospital har 100 lokalredaktører, der driver afdelingernes hjemmesider.Hjemmesiden er på den tekniske side en del af Region Hovedstadens webplatform.
Yderligere information:Hospitalsdirektør Martin Gregersen, telefon: 2032 9042 Webredaktør og kommunikationskonsulent Malene Frei, Kommunikationsenheden, telefon: 4829 3017