Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Erhvervspraktikanterne Thea og Cemile har fået lyst til hospitalsarbejdet

Året rundt tager hospitalet imod erhvervspraktikanter fra folkeskolerne i Nordsjælland. Mange praktikanter fristes af arbejdet i hospitalsverdenen og tager senere en sundhedsuddannelse.

Over 1.700 erhvervspraktikanter har været inde og ude af dørene på Hillerød Hospitals afdelinger siden 2000. Praktikanterne løser opgaver sammen med medarbejderne og får derved et solidt indblik i hospitalsverdenen i den uge, praktikanten er tilknyttet en afdeling.

De nyeste tal viser, at 22 procent af de sidste syv års sygeplejestuderende på sygeplejeskolen i Hillerød har været i erhvervspraktik og lønnet praktik – eller begge dele - før studiestart.

Thea og Cemile fra 9. klasse på Lyngholmskolen i Farum er i praktik som sygeplejersker på Gynækologisk & Obstetrisk Afdeling, hvor de så småt lærer om alt fra korrekt medicinering til servering af mad, blodtrykstagning og selve patientkontakten.

- Jeg kan se, hvor vigtigt det er hele tiden at tænke over, hvad der er bedst for den enkelte patient. Faktisk har sygeplejersken et langt større ansvar for patienten, end jeg troede før. Det synes jeg er rigtig spændende, siger Thea, der nu selv overvejer at blive sygeplejerske.

Cemile er også overrasket over forholdet mellem sygeplejerske og patient. Før praktikken forestillede hun sig, at en sygeplejerske blot tog blodprøver, drak kaffe og i øvrigt havde mange kuglepenne i kitlen.

- Sygeplejerskerne har travlt, men når de kommer ind til patienten på stuen, virker de ofte alligevel ligesom veninder. Det varme forhold kan jeg godt lide, fordi det får mig til at føle, at sygeplejerskens behandling af patienten giver mening og skaber glæde, siger Cemile.

Folkeskoleelever i 9. og 10. klasse kan komme i erhvervspraktik på Nordsjællands hospitaler som sygeplejerske, social- og sundhedsassistent, radiograf, fysioterapeut, bioanalytiker, lægesekretær, ernæringsassistent, kok, bager og serviceassistent.

Sygeplejersken: Vores fag er et bud på fremtidens uddannelse
Sygeplejerske og klinisk vejleder på Gynækologisk & Obstetrisk Afdeling, Birgitte Holst Wiehl:

- Patientens behov er styrende for vores arbejde, og det synes praktikanterne er spændende. Vi viser, at vores fag er udfordrende, afvekslende og et bud på fremtidens uddannelse.

Fakta: Praktikanter læser ofte videre til sygeplejersker
- Fra 2001 til 2009 har 1067 folkeskoleelever ansøgt om at komme i lønnet praktik på Nordsjællands hospitaler, hvilket er 67 folkeskoleelever pr. uge. 302 ansøgere fik en praktikplads.

- Ud af 733 adspurgte studerende på sygeplejeskolen i Hillerød har 162 været i erhvervspraktik og/eller lønnet praktik på Nordsjællands hospitaler, hvilket svarer til 22 procent.

- I periode 2000-2009 har 2207 folkeskoleelever ansøgt om at komme i erhvervspraktik på Nordsjællands hospitaler.

- I samme periode er der på Nordsjællands hospitaler gennemført 1695 erhvervspraktikforløb

- Det gennemsnitlige antal ansøgere pr. år er 245 folkeskoleelever.

- Cirka 77 procent af ansøgerne får en praktikplads, mens cirka 23 procent får et afslag og inviteres til at søge igen senere.

Redaktør
Regionhovedstaden
E-mail:


Redaktør
Kommunikationsenhed
E-mail: L2k3G3CZ1qDPX@2EW.regionh.dk