To operationshold bliver til tre på Anæstesiologisk Afdeling, der netop har fået råd til ekstra personale takket være et overskud på sidste års hospitalsbudget.
Takket være en opnormering af personalet på Anæstesiologisk Afdeling vil et ekstra hold operationssygeplejersker og læger være på arbejde om aftenen til at klare de akutte situationer.
Det vil give kortere ’sundhedsfagligt ubegrundet’ ventetid for de akutte patienter. For mere end hver tredje operationspatient vil opnormeringen af det ekstra akutleje betyde, at akutte skader med behov for kirurgisk behandling vil blive behandlet hurtigere, end det før var tilfældet. 35-40 procent af det samlede antal operationer foretaget på Hillerød Hospital er nemlig akutte.
Afdelingen har nu tre akutte operationslejer plus et ekstra leje til meget hastende operationer. Finansieringen heraf sker som et led i en omprioritering af overskuddet på hospitalsbudgettet fra 2008, hvor i alt 75 millioner kroner nu vil komme flere afdelinger til gode.
Yderligere oplysninger: ledende overlæge Kristian Antonsen, kran@hih.regionh.dk.