Hillerød Hospital var i mandags vært for Region Hovedstadens borgermøde om fremtidens akuthospitaler.
Omkring 200 Nordsjællandske borgere, lokalpolitikere og hospitalsansatte var mødt op for at høre og deltage i regionsformand Vibeke Storm Rasmussens debat med sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K). Specielt Hillerød Hospitals fremtid blev drøftet.
Spørgsmålet var fra et fyldt Auditorium, hvorvidt sundhedsministeren ville have et nyt hospital i Hillerød på bar mark, eller om han agtede at ombygge det eksisterende beliggende på Dyrehavevej.
Svaret var fra ministeren, at overvejelserne om nybygning eller ej ikke var hans hovedpine, men derimod regionens, som skulle kvalificere sine bud på, hvordan den akutte patient bliver behandlet hurtigst og sikrest i fremtiden. Om dette kræver en ny- eller ombygning, må regionen svare på, meddelte ministeren.
Kvalificering af bud vejen fremRegionen er som bekendt blevet inviteret af regeringen til at kvalificere to bud på, hvordan fremtidens akuthospital skal se ud, før at Hillerød Hospital kan få del i de 15 milliarder kroner, som der bliver udlovet i anden runde af regeringens pulje til akutområdet. De første 25 milliarder fik Hillerød Hospital ikke del i.
Pengene er der, ifølge Vibeke Storm Rasmussen, ikke til at opfylde regionens ambitioner for fremtidens samlede hospitalsvæsen i Region Hovedstaden. Denne regning når alene op på 33 milliarder. Flere gange blev eksemplet brugt, at der med den nuværende investeringsramme ikke ville blive råd til én-sengsstuer, hvilket er en mærkesag for regionen.
Også en ansat på Hillerød Hospital udtrykte sine bekymringer over, at det vil være svært som medarbejder at udføre den forventede høje service til patienterne, hvis dette skal ske midt i en ombygning af hospitalet. Sundhedsministeren anerkendte medarbejdernes bekymring og henviste igen til, at beslutningen om ombygning eller nybygning ikke var hans bord, men at den akutte patients ve og vel var.
Jakob Axel Nielsen opildnede igen til, at regionen derfor ’rubber neglene’ og kommer med sine bud. Vibeke Storm Rasmussen svarede hertil, at regionen skam var i fuld bevægelse og tænkte sine bud på fremtidens akuthospital grundigt igennem.
Yderligere oplysninger: hospitalsdirektør Martin Gregersen, mag@hih.regionh.dk