Forstærkninger er nu på vej til Børneafdelingens cirka 30 læger, der dagligt behandler Hillerød Hospitals yngste patienter. Et overskud på budgettet for 2008 gør dette muligt.
Et såkaldt ’mellemvagtslag’ skal assistere afdelingens ’forvagtslag’, som består af en læge, der passer både den akutte børnemodtagelse og de akutte tilkald på fødegang.
Forvagten bliver superviseret af afdelingens ’bagvagt’, som er til stede i de fleste af døgnets timer, dog ikke om natten, hvor vedkommende kan tilkaldes fra egen bolig. Forvagterne er ofte alene til stede på vagten 8-10 timer i døgnet.
Den nye mellemvagt bliver indsat mellem forvagten og bagvagten. Mellemvagten skal supervisere og hjælpe forvagten om aftenen og natten. Dette ekstra vagtlag har sin primære funktion med akut opståede problemer på fødegang og på neonatalafsnit.
Målsætningen er at skærpe den sundhedsfaglige kvalitet, så alle patienter oplever en højere kvalitet i form af mere kontinuitet i den omsorg, han eller hun modtager fra lægerne på Børneafdelingen. Også fødeafdelingen får glæde af opkvalificeringen. Det er afdelingens ambition, at den personalemæssige opgradering på sigt vil medvirke til, at den kan assistere flere fødende kvinder.
Hillerød Hospitals Børneafdeling ser frem til at implementere sit nye mellemvagtslag hurtigst muligt og helst inden sommerferien.
Yderligere oplysninger: ledende overlæge på Børneafdelingen Jesper Andersen, jesan@hih.regionh.dk.