Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Pressemeddelelse: Serviceafdelingen på Hillerød Hospital vinder fornem pris

Seniorer får nyt jobindhold og nyansatte en tryg start.

Det er en stor udfordring at få seniorerne til at blive på en arbejdsplads som Serviceafdelingen på et hospital. Her består jobbet i høj grad af hårdt fysisk arbejde. Ud af en samlet arbejdsstyrke på 302 ansatte i Serviceafdelingen på hospitaler i Hillerød, Helsingør og Esbønderup er det med en række tiltag lykkedes at holde på hele 130 medarbejdere over 50 år.

Det hører til sjældenhederne – og derfor fik Serviceafdelingen i går Arbejdsmarkedsstyrelsens Seniorpraksis Pris i kategorien ’offentlig virksomhed’ overrakt af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Et af tiltagene er en mentoruddannelse, der er målrettet seniorerne. Og den har ifølge serviceleder Janne Alsvik vist sig at være en rigtig god investering.

- Foreløbig har 12 seniorer fået uddannelsen. De er blevet aflastede fysisk, fordi de nu fungerer som mentorer og ikke længere gør rent hele dagen. Og samtidig er tiltaget med til at bygge bro mellem de garvede seniorer og de mange nyansatte, der jo ofte har en anden baggrund end dansk, fortæller Janne Alsvik.

Det var i høj grad for at tage hånd om de nyansatte og sikre, at den tavse viden, som seniorerne gemmer på, ikke skulle gå tabt, at mentoruddannelsen blev indført. Men den har derudover ført en sidegevinst med sig, som ledelsen kun turde drømme om. Arbejdet er blevet ensrettet og kvaliteten dermed højnet.

- Blandt vores 302 medarbejdere på hospitalerne er der rigtig mange måder at gøre rent på. Men undervejs i mentoruddannelsen er seniorerne blevet tvunget til at sætte ord på det, de gør, og det har givet nogle rigtigt gode diskussioner, siger serviceleder Dorte Bundgaard.

- Jeg er sikker på, at Seniorpraksis Prisen vil blive taget imod med glæde rundt omkring i huset. Det er dejligt for os alle sammen at blive anerkendt for vores indsats, men jeg kender i hvert fald 12 mentoruddannede kolleger, som bliver ekstra stolte, slutter serviceassistent og mentor Ruth Olsen af.

Mentorordningen er kommet for at blive. I starten af marts måned starter yderligere 19 serviceassistenter på mentoruddannelsen, som således sikrer at der fremover vil være mentorer på alle hospitalerne i Nordsjælland.

Fakta: Derfor vandt Serviceafdelingen på Hillerød Hospital

Seniorpraksis Prisen går til Hillerød Hospital - Serviceafdelingen, fordi der er en meget høj andel af seniorer blandt de ansatte. Ud af 302 ansatte er 130 medarbejdere over 50 år, og det er mange på en arbejdsplads med hårdt, fysisk krævende arbejde.

Af initiativer over for seniorerne fremhæves følgende:

· 12 seniorer har gennemført en mentoruddannelse i samarbejde med Center for Arbejdsfastholdelse i Hillerød. Målet var at give seniorernes erfaringer videre til nye og yngre medarbejdere. Uddannelsen har haft flere positive sideeffekter for Serviceenheden. Blandt andet en større ensretning af det daglige arbejde og dermed en højere kvalitet i arbejdet samt en mindre fysisk belastning for seniorerne. Derudover er det et plus i rekrutteringen, at nye medarbejdere tilbydes en mentor

· Lederne har gennemført en coachuddannelse, så de er bedre rustede til blandt andet at håndtere seniorernes individuelle situationer

· Som opfølgning på mentoruddannelsen afholdes kurser i kulturforståelse for seniorer, da mange af de nyansatte i Serviceenheden har en anden baggrund end dansk

· Variation i arbejdet og fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet skal forebygge skader og nedslidning

Fakta: om Serviceafdelingen

Serviceafdelingen er en afdeling under Hillerød Hospital med tværgående funktioner også på hospitalerne i Helsingør, Frederikssund, og Esbønderup. Serviceafdelingen varetager al rengørings- og portørarbejde samt en lang række andre servicefunktioner.

Serviceassistent Ruth Olsen fra Serviceafdelingen, Hillerød Hospital, fik i går overrakt Arbejdsmarkedsstyrelsens Seniorpraksis Pris af beskææftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Foto: Jeanne Kornum.

Kontaktinformation

Serviceleder Janne Alsvik: Tlf. 48 29 56 78 eller mail jaa@noh.regionh.dk

Serviceleder Dorte Bundgaard: Tlf. 48 29 56 51 eller mail dobu@noh.regionh.dk

Yderligere oplysninger:

www.hillerodhospital.dk/menu/Afdelinger/Serviceafdelingen

www.seniorpraksis.dk