cand.med. Camilla Ryge forsvarer sin ph.d.-afhandling 28. marts 2008
Selv om udskiftning af hofteled ofte er et rutineindgreb kan det medføre betydelige komplikationer. Risikoen for sådanne komplikationer er størst for de ældste patienter og for de patienter, som får foretaget de største indgreb. Dette skal patienterne informeres og rådgives grundigt om af lægerne, inden der tages beslutning om en operation. Det har cand.med. Camilla Ryge dokumenteret i en videnskabelig undersøgelse.
Camilla Ryge har gennemført sit forskningsprojekt på Hofteklinikken i Hørsholm og Hillerød. Det inkluderer 500 patienter, som i en periode på godt et år fik indsat kunstig hofte. Patienterne blev fulgt med regelmæssige intervaller med henblik på en nøje registrering af såvel kirurgiske komplikationer som i særdeleshed hjerte- og karkomplikationer som for eksempel blodpropper. Herudover blev patienternes livskvalitet registreret ved hjælp af forskellige anerkendte scoringssystemer.
Inden for det første år havde 7 % af patienterne haft en komplikation fra hjerte/karsystemet, mens cirka 12 % havde haft en komplikation, der var relateret til selve det operative indgreb. Det var ikke muligt på forhånd at udvælge patienter, som senere fik komplikationer, men undersøgelserne viste at risikoen for senere komplikationer af medicinsk art var størst hos de patienter, som var ældst og hos de patienter, som fik foretaget de største indgreb. Dette resultat var forventeligt, men det er ikke tidligere dokumenteret i egentlig videnskabelig undersøgelse. Undersøgelsen viste endvidere, at livskvaliteten blev forbedret efter hofteoperationen, med mindre der indtraf komplikationer i form af infektion eller hvis om-operation blev nødvendig.
Camilla Ryge konkluderer i sin afhandling, at det er vigtigt at informere patienterne om, at en hofteledsudskiftning – selv om det ofte er et rutineindgreb – kan medføre betydelige komplikationer. Og dette bør medinddrages i rådgivningen af patienterne, inden der tages beslutning om en operation. Forskningsresultaterne er allerede inddraget i den patientundervisning, som foregår ved ugentlige patientseminarer i Hofteklinikken i Hørsholm.
Den 28.marts 2008 skal cand.med. Camilla Ryge forsvare sin ph.d.-afhandling med den engelske titel ’Epidemiology in major orthopaedic surgery’.
Yderligere oplysninger: Camilla Ryge, cary@noh.regionh.dk, tlf. 61796829