Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Flere udrykninger og indlæggelser end forrige nytårsaften i hovedstadsregionen

Flere hånd- og brandskader end forrige nytårsaften.

Region Hovedstadens akutmodtagelser, akutlægebiler og ambulanceberedskab har gjort status efter nytårsaftensdag og nat. Tallene omfatter perioden 31. december 2009 kl. 8.00 til 1. januar 2010 kl. 8.00.

Travlhed på Region Hovedstadens vagtcentral
Regionens nye vagtcentral har haft et travlt døgn. Der er modtaget et stort antal henvendelser, der har resulteret i 993 kørsler med ambulancer, akutlægebil eller sygetransporter. Ud over ekstra personale har der været særlige sundhedsfaglige personer, der 167 gange har givet råd og vejledning til en række borgere.

Mange ambulancekørsler
For Region Hovedstadens ambulancetjeneste har der været travlt med et stort antal kørsler i nytårsdøgnet kombineret med sne- og isglatte veje, der har vanskeliggjort kørslerne. De 993 kørsler i nytårsdøgnet er fordelt på 681 ambulancekørsler, 85 udrykningskørsler med regionens akutlægebiler og 227 sygetransportkørsler. Samlet set er der tale om en stigning på mere end 25 % i forhold til sidste år, hvor der blev kørt 783 ture.

1004 patienter på regionens akutmodtagelser
På akutmodtagelserne har der i hele nytårsdøgnet samlet været behandlet 1004 patienter mod 935 sidste år. 58, svarende til 6 % af skaderne, har direkte forbindelse med nytårsfyrværkeri, og heraf er 8 patienter blevet indlagt.

3 svært tilskadekomne patienter
Det samlede skadesbillede har været præget af flere, men mindre øjenskader og kun ganske få alvorlige skader som følge af fyrværkeri, heraf én alvorlig håndskade og én alvorlig øjenskade. Herudover er yderligere to patienter indlagt på Rigshospitalet med svære kvæstelser som følge af faldulykker fra en større højde. I nytårsdøgnet blev en patient desuden indbragt på TraumeCenteret efter en skudepisode på Frederiksberg. Patienten overlevede ikke trods hurtig behandling.

17 øjenskader
Antallet af patienter med øjenskader er på niveau med sidste år. Således blev 17 behandlet mod 19 sidste år. Kun én patient er blevet indlagt med en alvorlig øjenskade som følge af fyrværkeri.

Flere håndskader end sidste år
Antallet af patienter med håndskader er 15 mod kun 6 i 2009. Det er en væsentlig stigning, men kun én af skaderne var så alvorlig at det krævede indlæggelse.

Flere brandskader og brandsår
Der har været 13 brandskader i regionen mod 6 sidste år. 2 patienter er blevet indlagt på hospital.

Yderligere oplysninger

  • Søren Loumann Nielsen, overlæge, Region Hovedstadens Akut Medicinsk Koordinationscenter, tlf 23 23 37 96
  • Peter Bjørn Hansen, kvalitetskonsulent, Region Hovedstadens vagtcentral. tlf. 24 78 50 02
  • Pressevagten, Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
Redaktør
Hillerød Hospital
Email


Redaktør
Hillerød Hospital
Email