Hillerød Hospital er nu en del af Hjertestarter-netværket. Det er vi, fordi vi har købt en hjertestarter (defibrillator) af den type, som både må og kan bruges af alle.
Den er nemlig så enkel, at alle i princippet kan finde ud af at bruge den i løbet af meget kort tid.
Hillerød Hospital har købt hjertestarteren til Ortopædkirurgisk Afdelings midlertidige ambulatorium i bygning 25 på den anden side af Dyrehavevej – hvilket vil sige et af Psykiatrisk Center Nordsjællands lokaler.
Da hjertestarteren sidder i en også for offentligheden tilgængelig bygning valgte hospitalet at indmelde den til hjertestarternetværket. På den måde kan beboere, forretningsdrivende og besøgende omkring Hillerød Hospital også få gavn af den, hvis behovet skulle opstå.
Hjertestarternetværket er tilgængeligt på alarmcentralen og betyder at skulle én få hjertestop inden for en afstand af ca. 2 - 3 minutter, vil man fra alarmcentralen kunne guide en frem til at hente hjertestarte,r så livreddende behandling kan tilbydes før ambulancen når frem.
I Danmark findes der mange private hjertestartere hos virksomheder eller organisationer, men desværre bliver de sjældent brugt, fordi kun meget få ved at hjertestarterne er der. Hjertestarteren er derfor registreret på www.Hjertestarter.dk, som er en hjemmeside udviklet af TrygFonden. Formålet med siden er at udbrede kendskabet til og brugen af halvautomatiske hjertestartere for at øge antallet af danskere, der overlever et hjertestop.
Yderligere oplysninger: hjertestopkoordinator Tine M. Frandsen, timf@hih.regionh.dk