Både læger i uddannelsesstillinger og Sundhedsstyrelsen placerer Hillerød Hospital rigtig flot, når det gælder evalueringen af hospitalet som uddannelsessted.
Hillerød Hospital er en attraktiv arbejdsplads for de uddannelsessøgende læger, fordi vi har alle de store specialer, en faglig stolthed og et godt videreuddannelses- og forskningsmiljø.
De flotte resultater skyldes ikke mindst de meget dedikerede uddannelsesansvarlige, som i hver afdeling sørger for at læger i uddannelsesstillinger opnår de nødvendige kompetencer og ruster dem til deres kommende arbejdsliv.
Hillerød Hospital har et velfungerende netværk for de uddannelsesansvarlige overlæger, hvor der høstes viden og udveksles erfaringer. Samtidig holder hospitalet hvert år et temamøde for alle læger, der er involverede i uddannelse. Disse temamøder sætter spot på relevante emner og giver lægerne mulighed for at mødes og diskutere, hvad der skal til for at fastholde det gode uddannelsesmiljø.
For mere information om evalueringer af Hillerød Hospital som uddannelsessted gå til evaluer.dk eller Sundhedsstyrelsens inspektorrapporter for Hillerød Hospital.
Yderligere oplysninger: konsulent Lisbeth Andersen, Enhed for forskning og udvikling, lander@hih.regionh.dk eller næstformand i det lægelige videreuddannelsesråd, uddannelsesansvarlig overlæge Thyge Lynghøj Nielsen, thlyni@hih.regionh.dk