Fremover vil flere patienter få glæde af hospitalets kompetencer på hjerte-CT området.
Det sker, når kapaciteten udvides til også at omfatte patienter, der skal have hjerteklap operation, subakutte patienter med brystsmerter, andre patienter som skal afklares hjertemæssigt før anden kirurgi eller kemoterapi og på længere sigt by pass-opererede patienter og patienter, som tidligere har fået lavet ballonudvidelse.Med den hurtige udvikling i teknologien forventer man således fremover at kunne have gavn af udredning med hjerte-CT hos en meget stor del af hjertepatienterne. Undersøgelsen er stort set uden risiko for patienten med en meget lille stråledosis svarende til et røntgenbillede og minimal kontrast. Det tager kun få minutter at foretage skanningen. Undersøgelsen kan typisk afklare forhold, som ikke kan vurderes ved ultralydsskanning af hjertet og giver yderligere og mere sikker information.Patienttilstrømningen er kraftigt øget i de tre år, vi har foretaget hjerte-CT på Hillerød Hospital og dermed også ventetiden. Denne ventetid kan nu nedbringes med flere tider til hjerte-CT.
Viden om hjerte-CT delesNetop hjerte-CT skanning før klapkirurgi var et af emnerne, da Hillerød Hospital var vært for en ’Hjerte-CT Eftermiddag’ den 21. september, hvor 50 læger inden for området mødtes og udvekslede erfaringer. Især erfaringerne fra Skejby Sygehus var meget imponerende. Her skanner man stort set alle typer af hjertepatienter som på den ene eller anden måde er uafklarede. Derudover blev der præsenteret erfaringer fra Rigshospitalet på hjerte-klap patienter og en ny database til rutinemæssig opsamling af hjerte-CT patientdata blev præsenteret.
Hillerød Hospital satser fremover på at være blandt de førende hospitaler inden for hjerte-CT, og Hillerød Hospital har desuden fået æren af at være vært og organisator af 3rd. Nordic Congress of Cardiac CT i 2013. Det er rigtig flot, at hospitalet er blevet udvalgt til at være vært for en international kongres, og det giver en enestående mulighed for at vise, hvad vi kan inden for hjerte-CT.
Yderligere oplysninger: overlæge Birgit Jurlander, bju@hih.regionh.dk, overlæge Rolf Steffensen, rost@hih.regionh.dk, Kardiologisk & Endokrinologisk Afdeling eller ledende overradiograf Marianne Richelsen, maric@hih.regionh.dk, Billeddiagnostisk Afdeling.