Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Åbning af nyt intermediært afsnit: Optimeret tilbud til kritisk syge patienter

I sidste uge åbnede Hillerød Hospital et af de første selvstændige intermediære afsnit i Danmark i helt nye topmoderne lokaler. Målet med det nye afsnit er at sikre, at kritisk syge patienter får den mest optimale behandling.
Hospitalsdirektør Suzanne Aaholm indvier Intermediært afsnit Hospitalsdirektør Suzanne Aaholm indvier her det nye intermediære afsnit på Hillerød Hospital ved en reception d. 8. november 2011. Afsnittet modtog de første patienter d. 10. november.

- Det er en enorm præstation, at vi i et år med rigtig mange sammenlægninger også har formået at bygge nyt og nu kan slå dørene op til et intermediært afsnit. Den pleje og behandling, vi kan tilbyde i det nye afsnit, er i høj grad noget, der understøtter vores mål om at tilrettelægge alle vores ydelser efter patienternes behov og sikkerhed. Derudover understøtter det nye afsnit Region Hovedstadens ambitiøse hospitalsplan, siger hospitalsdirektør Suzanne Aaholm.

Det nye afsnit er for kritisk syge patienter, der er for syge til at ligge på en almindelig sengeafdeling, men ikke så syge, at de skal indlægges i et intensivt afsnit. Det kan både være patienter, der bliver mere syge, mens de er indlagt eller på anden vis pludselig bliver kritisk syge og derfor har behov for ekstra overvågning og observation.

- Med det nye intermediære afsnit kan vi nu tage os af en gruppe patienter, som ellers ikke rigtig har passet ind nogen steder. Det vil samtidig være en stor aflastning for de almindelige sengeafsnit, som har skullet bruge ekstra personaleressourcer på de kritisk syge patienter, siger Suzanne Aaholm.

Personalet i afsnittet får en særlig uddannelse i at observere kritiske patienter og foretage indgreb ved kritisk sygdom, uanset om der er tale om en kirurgisk eller medicinsk patient.

- Jeg tror, vi kommer til at sætte nye standarder for behandlingen. Ikke nok med at vi har et personale, der udelukkende skal tage sig af de intermediære patienter, hvilket stort set er unikt i Danmark. Samtidig er det første gang, at der er åbnet et afsnit som fra dag 1 integrerer de værktøjer og metoder, der anvendes i projektet 'Patientsikkert Sygehus', siger ledende overlæge Kristian Antonsen.

Siden 2010 har Hillerød Hospital være en del af projektet Patientsikkert Sygehus. Og fra åbningen af det nye afsnit vil hvert eneste tryksår og enhver infektion, der eventuelt måtte opstå, blive registreret. Afsnittet begynder på nul tryksår og nul infektioner og vil som en del af Patientsikkert Sygehus arbejde konsekvent og målrettet for at fastholde dette nul.

Afsnittet skal efter planen rumme i alt ti senge. De første fem blev åbnet i sidste uge, de sidste fem åbner efter planen i februar 2012.

Etableringen af det intermediære afsnit er en del af organisationsprojektet ’Et samlet Hillerød Hospital’, der støttes med midler fra Region Hovedstaden. ’Et samlet Hillerød Hospital’ gennemføres som en del af realiseringen af Region Hovedstadens hospitalsplan, der har udpeget Hillerød Hospital som områdehospital i den nordlige del af regionen. Tidligere på året er al kirurgi, ortopædkirurgi, intensivbehandling og anæstesi blevet samlet på Hillerød Hospital fra Frederikssund, Helsingør og Hørsholm hospitaler.


Fakta om indretningen
Når afsnittet er færdigbygget vil det som det væsentligste rumme fem to-sengsstuer, en kommandostation med 20 overvågningscomputere, medicinrum og pårørenderum. Afsnittet deler blandt andet medicinrum og kommandostation med fire intensivsenge, der også er beliggende i tilknytning til de intermediære senge. Afsnittet er indrettet med berøringsfrit armatur, skabe med skæve toppe og plastikskillevægge i stedet for gardiner og andre elementer, der er meget nemme at rengøre. Alt sammen for at sikre den højeste mulige hygiejnemæssige standard i forhold til de fysiske rammer. Det nye afsnit ligger i bygning 6, plan 3.

Hvad er intermediær terapi?
På et intermediært afsnit tilbydes primært et øget observationsniveau og bedre/hurtigere interventionsmuligheder i forhold til den enkelte patient. Et intermediært afsnit skal opfattes som et bindeled mellem det niveau, der kan tilbydes på sengeafdelingerne og det, der kan tilbydes på intensiv. Et intermediært afsnit er et afsnit, der skal rumme patienter, der har behov for øget observation og pleje, men som ikke helt opfylder kravene til intensiv indlæggelse.

Læs mere om ’Et samlet Hillerød Hospital’ på www.hillerodhospital.dk . Du kan læse mere om Patientsikkert Sygehus på www.sikkerpatient.dk.

Yderligere oplysninger: Hospitalsdirektør Suzanne Aaholm, telefon: 4829 3003, ledende overlæge Kristian Antonsen, Anæstesiologisk Afdeling, telefon: 4829 6087

Redaktør
Hillerød Hospital
Email


Redaktør
Hillerød Hospital
Email