Lunge- & Infektionsmedicinsk afsnit 0655 er det første, som på landsplan har nået et af målene i projekt Patientsikkert Sygehus. Nemlig af ramme 300 dage uden at én eneste patient har haft en CVK-infektion på afsnittet.
Dansk Selskab for Patientsikkerhed overrakte diplom og blomster for at markere det flotte resultat. Markeringen skete på dag 299 uden CVK infektioner, men dag 300 er nu rundet. Foto: AV-Afdelingen.
CVK står for centralt vene kateter. I løbet af de 300 dage uden CVK-infektioner har der været '150 CVK dage', altså dage, hvor en patient i afdelingen har fået lagt et centralt venekateter. Ingen har medført en infektion.
Det blev markeret med blomster, taler, besøg fra ind- og udland repræsenteret ved Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Institute for Healthcare Improvement. Dertil et fint diplom, som nu hænger på gangen så alle kan se, at det store arbejde afsnittet gør for at højne patientsikkerheden, er blevet anerkendt.
Afsnit 0655 har opnået det flotte resultat ved at lade systematisk infektionsscreening indgå i arbejdsgange, som afsnittet allerede havde i forvejen. På den daglige eftermiddagskonference gennemgås alle patienter. Her er infektionsscreeningen nu blevet en integreret del af gennemgangen.
Screeningen tager ikke lang tid og der udpeges hver dag én sygeplejerske, der på mødet er ansvarlig for at få alle opmærksomhedspunkter omkring infektioner registreret. Denne rolle skifter fra dag til dag, hvilket har medført at mange er blevet inddraget i forbedringstiltagene og har påtaget sig ansvar.
Udfordringen er at opretholde rutinerne omkring screening og registrering på helligdage og i ferier, hvor bemandingen kan være anderledes end den vante.
Om Patientsikkert SygehusPatientsikkert Sygehus er et landsdækkende projekt, hvor Hillerød Hospital er udpeget som ét af fem hospitaler, der arbejder på at reducere dødeligheden med 15 procent og antallet af patientskader med 30 procent inden udgangen af 2012.
Yderligere oplysninger: afdelingssygeplejerske Gry Rosenmai, grjen@hih.regionh.dk eller projektleder og overlæge Christian von Plessen, cple@hih.regionh.dk, Lunge- & Infektionsmedicinsk Afdeling.