Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Svært handicappede børn og unge i nyt satsprojekt om vidensdeling

Sundhedsstyrelsen har tildelt 1,9 millioner kroner fra satspuljen 2010-2011 til nyt tværsektorielt regionsprojekt, der skal sikre en kvalificering af træningstilbud til børn og unge med svære handicap.

Seks patienter fra Børneafdelingen forventes at blive inkluderet i projektet, der løber fra 1. januar 2010 og de næste to år. Neuropædiatrisk overlæge Nicolina Sørensen og børnefysioterapeut Annemette Brown vil være deltagere fra Hillerød Hospital.

Projektet, som hedder ’Sæt viden i bevægelse – og kvalificer indsatsen for børn og unge med svære handicap’, skal forbedre indsatsen over for de hårdt ramte børn og deres familier ved at styrke samarbejdet og informationen mellem sundhedsvæsenet, kommuner og regioner.

Afprøver kommunikationsmodel
Kernen i projektet er, at der på handicapområdet er en udfordring med at kommunikere mellem sektorerne om de handicappede børn og unges funktionsnedsættelser. En kommunikation der skal føre til, at de handicappede børn og unge får passende tilbud. Det hænder dog, at unge og forældre selv må videreformidle vigtig information. For at imødekomme den udfordring afprøver projektet WHO’s kommunikations- og informationsmodel kaldet ICF (Integrated Children’s System), der er et fælles, tværfagligt og standardiseret sprog bestående af en samlet mængde begreber, der præcist og videnskabeligt kan beskrive børnenes og de unges funktionsnedsættelse på tværs af sektorerne. ICF er på den måde et vigtigt værktøj, når sektorerne skal kommunikere præcist om de tilbud, selvsamme børn og unge skal have tilbudt.

Hospitalets projektdeltagere vil modtage undervisning og supervision i brug af ICF, og der afholdes årlige konferencer.

Samarbejdsmodellen bygger endvidere på en kontaktpersonordning i de enkelte tilbud, som skal sikre kontinuitet, opfølgning og løbende indberetning af data til Sundhedsstyrelsen om barnet eller den unge. Ud over Børneafdelingen deltager flere af regionens hospitaler, Københavns Universitet samt regionale og kommunale institutioner i regionens projekt.

Yderligere oplysninger: ledende overlæge på Børneafdelingen Jesper Andersen, jesan@hih.regionh.dk.

Redaktør
Regionhovedstaden
E-mail:


Redaktør
Regionhovedstaden
E-mail: