Sygeplejerske Claus Skriver er årets modtager af Hilllerød Hospitals sygeplejerskepris. Han modtager prisen for sin indsats for at forbedre behandlingsforløbet for hospitalets akutte patienter.
Han har været primus motor i udvikling og implementering af det akutmedicinske redskab, kaldet triage, som akutte patienters tilstand vurderes efter, når de ankommer til hospitalet.
Mange hospitaler triagerer deres patienter ved modtagelsen, men takket være Claus Skrivers store arbejde er Hillerød Hospital, som det første hospital i Danmark, gået skridtet videre og vurderer nu patienterne efter det, der kaldes procestriage. Her går sygeplejepersonalet med det samme i gang med at vurdere hvilket patientforløb, patienten skal behandles efter, når den primære triagering er udført.
Det betyder, at behandlingen af patienterne begynder det øjeblik, de kommer til Akutafdelingen, unødig ventetid minimeres og i sidste ende øges patientsikkerheden og giver bedre forløb for patienterne.
Det har ikke tidligere været en formel kutyme, at sygeplejerskerne selv vurderer og allerede går i gang med behandlingen, inden en læge ankommer. Metoden har derfor medvirket til et kompetenceløft og større ansvar i specielt sygeplejerskernes behandling af patienterne.
Claus Skriver har også gjort et stort stykke arbejde med at ensrette landets kommende triage-model, således vil en landsdækkende model tage afsæt i Akutafdelingens model. På nuværende tidspunkt har landets øvrige fire regioner vist stor interesse for at implementere en lignende model, og modellen anvendes i dag på sygehusene i Slagelse, Svendborg, Kolding og Horsens.
Yderligere oplysninger: udviklings- og kvalitetskoordinator Claus Skriver, cskr@hih.regionh.dk eller vicedirektør Bente Ourø Rørth, beor@hih.regionh.dk