Hillerød Hospital vil i de kommende år stræbe efter at bringe patientsikkerheden op på niveau med de internationalt bedste.
Ved overrækkelsen af stafetterne for patientsikkert sygehus mandag d. 26. april 2010. På billedet fra venstre: Hillerød Hospital: Vicedirektør Bente Ourø Rørth, Regionshospitalet Horsens og Brædstrup: Cheflæge Dorthe Gylling Cruger, Kolding Sygehus: Lægelig direktør Hans Christian Thyregod, Næstved Sygehus: Lægefaglig vicedirektør Vagn Bach, Sygehus Thy-Mors: Sygehusdirektør Kurt Nielsen.
Hospitalet deltager i projektet Patientsikkert Sygehus, som sætter ekstra fokus på at optimere arbejdsgangene, så sikkerheden optimeres for patienter under indlæggelsen. Patientsikkert Sygehus er et samarbejde mellem TrygFonden, Danske Regioner og Dansk Selskab for Patientsikkerhed og udføres med ekspertbistand fra det amerikanske Institute for Healthcare Improvement.
- Når Hillerød Hospital deltager i Patientsikkert Sygehus, er det fordi vi gennem længere tid har arbejdet målrettet og dedikeret med visionen om, at patienternes behov og sikkerhed skal være styrende i alt, hvad vi foretager os, siger vicedirektør Bente Ourø Rørth. – Og det er på baggrund af disse bestræbelser og vores foreløbige resultater, at vi både ansøgte om at blive projektsygehus og blev udpeget som deltager.
På landsplan bliver ca. 100.000 patienter hver år udsat for sygehusinfektioner, forkert medicin, tryksår og andre fejl og skader i kontakten med sundhedsvæsenet. Det er årsag til flere tusinde unødige dødsfald. Erfaringer fra udlandet viser, at en stor del af skaderne kan forebygges, når patientsikkerheden styrkes.
- Hillerød Hospital vil være med til at demonstrere, at det samme kan ske i Danmark, siger vicedirektør Bente Ourø Rørth. - Og derefter er det naturligvis meningen, at de gode resultater skal spredes til resten af landets hospitaler.
I forbindelse med Patientsikkert Sygehus er det målet, at der i 2012 skal være 15 procent færre, der dør på sygehuset, og 30 procent færre utilsigtede skader. Forbedringerne skal blandt andet opnås ved at forebygge hjertestop på sygehuset, ved at eliminere en række sygehusinfektioner, halvere forekomsten af tryksår og forebygge medicinfejl.
Kontakt: Vicedirektør Bente Ourø Rørth, Hillerød Hospital, beor@hih.regionh.dk, mobil 29 46 56 36Hospitalsdirektør Martin Gregersen, Hillerød Hospital, mag@hih.regionh.dk, mobil 20 32 90 42Kommunikationskonsulent Charlotte Frendved, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, mobil 61 77 66 50