Hillerød Hospital åbner i dag d. 4. juni nyt tilbud om kræftrådgivning til patienter og pårørende i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.
- Den åbne kræftrådgivning er et supplement til de øvrige tilbud, som allerede i dag tilbydes kræftpatienter på afdelingerne. Målet med det nye tilbud er at forbedre den enkeltes patientforløb ved at gøre det endnu lettere for patienterne at få rådgivning, mens de alligevel er på hospitalet og måske venter på prøvesvar eller kemoterapi, siger vicedirektør Anders Kyst.
Pårørende kan også have behov for at søge svar, fordi hele familien bliver ramt, når et familiemedlem får kræft. De er derfor også meget velkomne med deres spørgsmål hos den åbne kræftrådgivning.
Den åbne rådgivning er placeret i Brugerbutikken ved hospitalets hovedindgang og åbningstiden er tirsdag fra 10-17 og fredag 10-17. Første åbningsdag er fredag den 4. juni.
Rådgivningen bliver drevet af Kræftens Bekæmpelses professionelle rådgivere og er et tilbud til både ambulante og indlagte patienter.
Yderligere information: Vicedirektør Anders Kyst, tlf. 4829 3002Else Carlstedt, rådgivningsleder i Kræftens Bekæmpelse, tlf. 4822 0282