I gamle dage producerede Hillerød Hospital sin egen varme ved hjælp af store kulkedler, der var placeret i kælderen ved Teknisk Afdeling.
De er nu for længst væk og hospitalet får i dag varme og el fra byens fjernvarme- og elværk. Men nu kan hospitalet snart igen selv producere el og varme. Det sker med etableringen af et nyt nød-el-forsyningsanlæg.
Målet med det nye anlæg er, at hospitalet opnår en sikker og komplet nødforsyning på hele matriklen, der også fungerer trods nedbrud i fjernevarmeforsyningen.
Etableringen af det ny nød-el-forsyningsanlæg består af tre store opgaver. Nemlig at der skal placeres tre store generatorer i kælderen ved Teknisk Afdeling. Derudover skal anlægges en såkaldt sikret ringforsyning omkring hospitalet, som kan forsyne hele hospitalet med el til nye nød-el-transformatorer. Det indebærer en del gravearbejde og kan koste et par parkeringspladser, mens arbejdet foregår her fra maj og henover sommerferien.
Stor logistisk opgave forudeDen tredje opgave er, at det nye anlæg skal kobles til de fire el-transformatorer, der er placeret forskellige steder på hospitalet og som dækker forskellige områder. Og især denne sidste opgave er kompleks. Man er nemlig nødt til at slukke helt for strømmen i det pågældende område i cirka otte-ti timer, mens man slutter det nye elsystem til. Sammen med afdelingsrepræsentanter vil Teknisk Afdeling i fællesskab planlægge, hvordan man håndterer afbrydelsen, så det ikke går ud over patienternes sikkerhed og personalets muligheder for at udføre deres arbejde. Omkoblingerne kommer ifølge planen til at ske i løbet af november.
Ifølge planen fungerer det ny nød-el-forsyningsanlæg fra januar 2011. Der er bevilliget 21 millioner kroner til projektet. Yderligere oplysninger: Bygge- og teknikchef Morten Holle, moho@hih.regionh.dk, vicedirektør Gert Hagelskjær, geha@hih.regionh.dk