Hillerød Hospital, Gynækologisk & Obstetrisk Afdeling, er nomineret til Kvalitetsprisen 2010 med sin indsats for sammenhængende forløb for gynækologiske kræftpatienter.
Afdelingen har i to år afprøvet og en model for, hvordan en hospitalsafdeling kan sikre, at patienter og pårørende oplever sammenhæng, effektivitet og kvalitet igennem hele sygdomsforløbet. Fra patienten henvises til hospitalet og indtil patienten afsluttes efter fem år eller eventuelt dør af sin kræftsygdom. Projektet havde så stor en succes hos patienter og pårørende, at det nu er implementeret som en fast del af afdelingens tilbud til de kræftsyge kvinder.
Den forløbsansvarlige sygeplejerske har ansvar for, at hele afdelingen arbejder ud fra best practise inden for pleje af cancerpatienter. Og projektet har da også givet et stort kompetenceløft til både læger og sygeplejersker.
Den forløbsansvarlige sygeplejerske sikrer den røde tråd i behandlingsforløbet for kvinder med underlivskræft i tæt samarbejde med lægen med særlig funktion i forhold til de gynækologiske cancerpatienter. Det er den forløbsansvarlige sygeplejerskes erfaring med sygdommen og indgående kendskab til hver enkelt patient og de offentlige tilbud, der skaber sammenhængen. Hun ved altid hvad der er gået forud, hvad der skete, og hvad der skal ske.
Under mottoet, alt kan lade sig gøre for den enkelte patients og families skyld, skaber hun tryghed og sammenhæng for den enkelte patient. Ikke kun i egen afdeling – men også når patientens sygdomsforløb spænder over flere forskellige afdelinger, hospitaler og sektorer. Hun er med på sidelinjen hele vejen.
Fik sygeplejerskepris fra DSR Den forløbsansvarlige sygeplejerske på Gynækologisk & Obstetrisk Afdeling, Fie Knudsen, fik da også årets sygeplejepris af DSR’s Kreds Hovedstaden i 2009, fordi hun ikke lader sig begrænse af regler og vanetænkning. Med sin store viden, sine erfaringer og sit engagement sikrer hun de bedst tænkelige patientforløb for gynækologiske kræftpatienter og deres pårørende.
Og nu er projektet altså nomineret til regionens kvalitetspris. Vinderen afsløres den 27. april 2010.
Yderligere oplysninger: ledende oversygeplejerske Gynækologisk & Obstetrisk Afdeling, Charlotte Rahbek, rahbe@hih.regionh.dk