Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Indsatsen over for personer med kronisk sygdom styrkes i Region Hovedstaden

Sundhedsvæsnet i hovedstadsområdet opruster indsatsen overfor personer med kronisk sygdom. 18 nye projekter skal sikre bl.a. kompetenceudvikling, patientuddannelse og mere forløbskoordination.

En hverdag med en eller flere sygdomme. Det er en realitet for mere end hver tredje voksne dansker, og dette tal forventes at stige i de kommende år. Gruppen af personer med kronisk sygdom optager flest ressourcer i sundhedsvæsnet. På trods af det, får ikke alle en optimal behandling. Dette ønsker Region Hovedstaden at ændre med det nystartede kronikerprogram.

- Vi kan ikke blive ved at se til, mens en patientgruppe bliver tabt mellem forskellige stole. Det er helt afgørende, at der er sammenhæng i hjælp og behandling. Derfor skal der nu sikres gode forløbsprogrammer, hvor der fokuseres på samarbejde mellem hospitalerne, de praktiserende læger og kommunerne. Samtidig skal patienterne inddrages mere i egen behandling, siger koncerndirektør i Region Hovedstaden Svend Hartling.

Det nye kronikerprogram løber fra 2010-2012. Det består af 18 delprojekter og har til formål at støtte op omkring implementeringen af de regionale forløbsprogrammer for kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) og type 2 diabetes. Der er endvidere ved at blive udviklet programmer for hjertekarsygdom, muskelskeletlidelser og demens. 

Basis i kronikerprogrammet er 11 lokale implementerings- og samarbejdsprojekter. Disse lokale projekter udvikler og udbygger det lokale samarbejde mellem sektorerne om indsatsen i relation til kronisk syge med udgangspunkt i forløbsprogrammerne. Der bliver samtidig i en række tværgående, regionsdækkende projekter udviklet produkter, der understøtter den lokale implementering. Her skal specielt fremhæves patientuddannelsesområdet, det telemedicinske område, elektronisk kommunikation mellem sektorerne og kompetenceudvikling via projektet Fælles Skolebænk.

På patientuddannelsesområdet udvikles der fælles standarder for det sundhedsfaglige og det pædagogiske indhold af de sygdomsspecifikke patientuddannelser. Inden for det telemedicinske område gennemføres et demonstrationsprojekt af et værktøj, der giver mulighed for at samle og koordinere eksisterende telemedicinske løsninger på tværs af sektorer. I forhold til elektronisk kommunikation bliver MedCom standarder udbredt. Dette skal sikre, at alle sektorer har rettidig og ensartet elektronik information om patientens sygdomsstatus, og at der er ensartede arbejdsgange, så information ikke går tabt mellem sektorerne.

- Koordination er en meget vigtig del af kronikerprogrammet. Målet for Region Hovedstadens indsats er at tilbyde alle patienter med en kronisk sygdom den bedst mulige behandling, som er koordineret mellem sektorerne. Målet skal nås ved en systematisk og sammenhængende tilrettelæggelse af sundhedsfaglige indsatser baseret på mest mulig viden, siger Svend Hartling.

Det første projekt, der bliver skudt i gang i kronikerprogrammet, er Fælles skolebænk. Det er et kursusforløb, hvor det sundhedsfaglige personale på hospitalerne, i kommunerne og i almen praksis gennem kompetenceudvikling optimerer en sammenhængende indsats for borgere og patienter, der indgår i et forløbsprogram. De første pilottests holdes i december 2010 og januar 2011 i optageområderne for Herlev og Gentofte hospitaler.

- Ved at sætte personale fra kommune, almen praksis og hospitalet på en ”fælles skolebænk” vil vi ikke blot styrke den sundhedsfaglige indsats i forhold til bestemte kroniske sygdomme, men ligeledes styrke samarbejdet og kommunikation mellem de forskellige parter i sundhedsvæsenet. Og allervigtigst bidrage til at patienten får en sammenhængende behandling af høj kvalitet, siger vicedirektør på Hillerød Hospital, Bente Ourø Rørth, der er formand for Fælles Skolebænk-projektgruppen.

Fakta:
Kronikerprogrammet er finansieret af statslige puljemidler. Region Hovedstaden har modtaget 120 mio. kr. til en forstærket indsats for kronisk syge i regi af regioner, kommuner og stat. Midlerne skal anvendes til udvikling og gennemførelse af forløbsprogrammer samt til patientundervisning og programmer for egenbehandling for kronisk syge patienter i årene 2010-2012.

Du kan læse mere på: http://www.regionh.dk/kronikerprogram/menu/Menu1

Yderligere oplysninger:
Koncerndirektør Svend Hartling, Region Hovedstaden, tlf. 4820 5619
Vicedirektør på Hillerød Hospital, Bente Ourø Rørth, tlf. 4829 3001
Pressevagten, Region Hovedstaden, tlf. 7020 9588

Redaktør
Hillerød Hospital
Email


Redaktør
Hillerød Hospital
Email