Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Bedre patientforløb med hjerte-CT skanning

Patienter med uafklarede brystsmerter bliver nu rutinemæssigt tilbudt en hjerte-CT skannning, og dermed et hurtigere og mindre risikofyldt behandlingsforløb. 

Tidligere måtte patienter, hvor der var mistanke om forkalkning eller forsnævring af kranspulsåren,  indlægges minimum én dag og undersøges med såkaldt KAG (koronararteriografi). En undersøgelsesform, hvor patienten får ført katetre til hjertet via lysken.

Den nye form for undersøgelse via Hjerte-CT skanning af kranspulsårene bliver derimod foretaget ambulant. Skanningen tager kun en halv time og kan for udvalgte patienter udføres med en så lav en stråledosis, at det svarer til en almindelig røntgenundersøgelse.

Den nye undersøgelsesform betyder, at 70 procent af patienterne kan afklares og afsluttes umiddelbart efter skanningen. Tal, der ligger helt i tråd med både nationale og internationale resultater samt anbefalingerne fra Dansk Cardiologisk Selskab.

Patienter, der ikke kan diagnostiseres ved hjerte-CT skanning vil fortsat få tilbud om udredning med en KAG-undersøgelse. Nogle få af disse patienter bliver tilbudt videre behandling med ballonudvidelse på Gentofte Hospital, men 80 procent kan efterfølgende nøjes med medicinsk behandling via Kardiologisk Ambulatorium i Hillerød.

På sigt er det forventningen, både nationalt og internationalt, at hjertepatienter med brystsmerter skal kunne skannes med hjerte-CT akut ellet subakut hele døgnet.

Et unikt samarbejde
Billeddiagnostisk Afdeling og Kardiologisk Laboratorium har siden 2009 arbejdet målrettet for at få hjerte-CT skanningen sat i rutinemæssig drift. I implementeringsfasen er der foregået et stort udviklingsarbejde. Teknisk har de opnået rutinemæssigt at få optimale skanningsbilleder med en væsentlig reduceret stråledosis. Og specialuddannede radiografer og specialuddannede sygeplejersker samt speciallæger fra begge afdelinger er blevet oplært, efteruddannet og internationalt certificeret i brug af skanneren.

Læs mere om patientforløbet, selve proceduren og samarbejdsaftalen mellem de to afdelinger ved at søge på ”hjerte-CT” på SundViden.

Yderligere oplysninger: overlæge Birgit Jurlander, bju@hih.regionh.dk og overlæge Rolf Steffensen, rost@hih.regionh.dk Kardiologisk & Endokrinologisk Afdeling og overlæge Thomas Bo Raade, tbra@hih.regionh.dk, Billeddiagnostisk Afdeling.

Redaktør
Hillerød Hospital
Email


Redaktør
Hillerød Hospital
Email