De kvinder, der har født på Hillerød Hospital, er generelt meget tilfredse med oplevelsen. 98 ud af 100 ville således vælge Hillerød som fødested, hvis de skulle føde igen.
Det viser den spørgeskemaundersøgelse, Region Hovedstaden har gennemført om kvinders oplevelser i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel på regionens hospitaler. Generelt er kvinderne tilfredse eller meget tilfredse på alle de områder, som omhandler såvel mundtlig som skriftlig information og kommunikation. Undersøgelsen viser, at kvinderne i høj grad føler sig hørt, og at personalet generelt er meget lydhørt over for kvindernes ønsker og behov. Netop kommunikation og information er da også et af de områder, som Gynækologisk & Obstetrisk Afdeling arbejder meget målrettet med – både i form af udleveret skriftlig information og via afdelingens hjemmeside.
Hillerød Hospital har tilstræbt, at alle kvinder - ambulant fødende såvel som indlagte - får tilbud om efterfødselssamtale enten på barselgangen, med barseljordemoderen eller i Efterfødselsklinikken. Og denne indsats udtrykker kvinderne da også stor tilfredshed med i undersøgelsen. På den måde får familien gennemgået forløbet og svar på de spørgsmål, der måske har skabt usikkerhed undervejs.
På trods af at en del kvinder føler, at det kan være lidt overvældende at blive udskrevet inden for seks timer efter fødslen, viser undersøgelsen samtidig, at 90 procent af kvinderne rent faktisk følte sig trygge eller meget trygge ved at komme hjem fra hospitalet. Alle raske flergangsfødende skal som udgangspunkt føde ambulant, men ingen sendes hjem uden at jordemoderen har sikret sig, at kvinden/familien er tryg ved at tage hjem.
Faderen medinddragesEn del spørgsmål drejer sig om faderens mulighed for medinddragelse i forløbet. Mere end 90 procent af fædrene følte, at de havde passende mulighed for at være medinddraget. Gynækologisk & Obstetrisk Afdeling har netop i forbindelse med patientforløbet haft fokus på faderens medinddragelse og har i den forbindelse lavet et særligt link på deres hjemmeside som er målrettet faderen.
Fakta om undersøgelsenUndersøgelsen er foretaget af Enheden for Brugerundersøgelser som en spørgeskemaundersøgelse. 1507 ud af 2511 adspurgte udfyldte skemaet. Undersøgelsens formål er at få bedre kendskab til nybagte mødres oplevelse af Region Hovedstadens fødesteder under graviditet, fødsel og barsel. Den indsamlede viden skal bruges til at kvalificere tilbuddene.
Undersøgelsen er foretaget på regionens seks fødesteder: Rigshospitalet, Hvidovre Hospital, Gentofte Hospital, Herlev Hospital, Hillerød Hospital og Bornholms Hospital.
Du kan hente den samlede rapport og bilag til undersøgelsen på: www.patientoplevelser.dk/gravid
Læs mere om fødselstilbud på Hillerød Hospital.
Yderligere oplysninger: chefjordemoder Katrine Hornum-Stenz, hornum@hih.regionh.dk, ledende oversygeplejerske Charlotte Rahbek, rahbe@hih.regionh.dk og ledende overlæge Helle Ejdrup Bredkjær, heeb@hih.regionh.dk eller hospitalsdirektør Martin Gregersen, mag@hih.regionh.dk