Mandag den 10. maj blev Akutafdelingens whiteboards sendt på pension.
Tavlerne, der har været brugt til at skabe overblik over indkomne og ventende patienter, bliver nu erstattet af moderne elektroniske tavler.
De nye tavler, som er placeret centrale steder i Akutafdelingen, vil give bedre overblik over afdelingens stigende patientflow og sikre bedre koordination og kommunikation internt i afdelingen og mellem de afdelinger Akutafdelingen visiterer patienter videre til.
Tavlerne giver overblik over patienter, der er på vej til afdelingen, ventende patienter, patienternes vurderede tilstand, ledige senge, laboratorieprøver der er bestilt og hvilke personer, der har nøglefunktioner. Tavlerne giver også mulighed for at sende beskeder mellem Akutafdelingens forskellige baser, så forstyrrende telefonopkald minimeres.
- De elektroniske tavler bliver til stor gavn for både patienter og medarbejdere. Vores personale får et rigtig godt arbejdsredskab, som vil forbedre deres arbejdsgange og give adgang til tidstro informationer, som er væsentlige for at kunne give patienterne de bedste behandlingsforløb, siger vicedirektør Anders Kyst.
Dertil kommer at alle data gemmes og der kan udskrives en elektronisk log på alle de handlinger, der har været udført i et patientforløb. For eksempel tiden fra ankomst til enten primær triage (vurdering af patientens tilstand), opstart af diagnostik eller behandlingsstart ved læge. På den måde kan forløb analyseres og forbedres efter behov.
Tavlerne er finansieret af anlægsmidler via Koncern It som del af et stort regionalt projekt, hvor Hillerød Hospital og Herlev Hospital er piloter. Hillerød Hospital bliver det første hospital i Region Hovedstaden, som indfører e-tavlerne. Inspirationen til brug af elektroniske tavler er kommet fra hospitaler i Horsens, Herning og Kolding, som med succes har implementeret tavlerne.
Yderligere information: Vicedirektør Anders Kyst, anky@hih.regionh.dk, 4829 3002Udviklings- og kvalitetskoordinator Claus Skriver, cskr@regionh.dk, 4829 5848Overlæge Jakob Forberg, jlf@hih.regionh.dk, 4829 6180