Begge dele blev overrakt til afdelingen d. 15. september.
Kunstner Louise Lagoni afleverede fad og stager til de glade modtagere. Fra venstre hospitalspræst Anne Boye, sygeplejerske Karina Paltorp-Schmitt, kunstner Louise Lagoni, hospitalspræst Ib Lauritsen og sygeplejerske Dora Andersen Lüthje. Foto: AV-Afdelingen.
Når børn bliver døbt på hospitalet sker det ofte akut, fordi børnene er meget syge. Derfor er det ekstra vigtigt, at det bliver en højtidelig begivenhed for familierne og at rammerne om dåben er i orden.
To sygeplejersker på neonatalafsnittet, Dora Andersen Lüthje og Karina Paltorp-Schmitt, har gennem en årrække gjort en indsats for at disse rammer er i orden og for at forbedre sygeplejen til de syge børn og deres forældre. Og på den måde meget konkret virkeliggjort hospitalets vision om at patienternes behov og sikkerhed skal være udgangspunktet for de indsatser, vi laver.
Men ved seneste gennemgang af afdelingens dåbsting, så det skidt ud med udstyret. Lysestagerne var væk og dåbsfadet bulet og usselt. Derfor blev der søgt om midler til nye dåbsting og Lego Fonden ønskede at støtte projektet.
Det har betydet, at neonatalafsnittet nu har fået to flotte lysestager til diodelys og et dåbsfad i smukke blå farver udført af glaskunstner Louise Lagoni.
De to handlekraftige sygeplejersker har desuden søgt og fået midler fra Nykredit Fonden til nye salmebøger og De små synger. Og nu da lysestager og dåbsfad også er ankommet håber neonatalafsnittet at kunne være med til at give familierne en højtidelig og smuk dåb af deres barn.
Kunstner Louise Lagoni afleverede fad og lysestager til de glade modtagere. Fra venstre hospitalspræst Anne Boye, sygeplejerske Karina Paltorp-Schmitt, kunstner Louise Lagoni, hospitalspræst Ib Lauritsen og sygeplejerske Dora Andersen Lüthje. Foto: AV-Afdelingen.
Om kunstnerenLouise Lagoni spiller på mange forskellige strenge: glas, maleri, scenografi, vinduesdekoration og interiør design. I december måned bliver der anledning til at se et udsnit af hendes arbejde, da Kunstforeningen på Hillerød Hospital og Psykiatrisk Center Nordsjælland har iInviteret hende til at udstille i kantinen i denne måned.
Yderligere oplysninger: sygeplejerske Karina Paltorp-Schmitt, kpa@hih.regionh.dk