Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Hjerte-CT-skanninger bliver fast undersøgelsesmetode

Borgere i Planlægningsområde Nord har i halvandet år haft mulighed for at blive skannet og undersøgt for sygdomme i hjertets kranspulsåre. Og nu bliver hjerte-CT-skanningerne med den såkaldte Dual-Source CT-skanner et fast tilbud.

Direktionen har således  godkendt en driftsbevilling til Kardiologisk & Endokrinologisk Afdeling og Billeddiagnostisk Afdeling på 1,6 millioner kroner. En investering, der modsvares af tilsvarende DRG-indtægter.

De stadigt mere anvendte hjerte-CT-skanninger tager 30 minutter og kræver ikke indgreb på patienten udover en forudgående indsprøjtning med kontrast-væske. Patienterne er glade for netop denne non-invasive metode, der ikke er forbundet med ubehag.

Gode resultater fra projektfasen
Samarbejdet mellem Kardiologisk & Endokrinologisk Afdeling og Billeddiagnostisk Afdeling er godt, og i løbet af det halvandet år lange projekt har radiografer, radiologer og kardiologer skannet knap 150 patienter for forkalkning i hjertet.

Medarbejderne er i løbet af projektperioden blevet dygtigere til forberedelserne inden undersøgelsen og håndteringen af skanningen. Det betyder, at hospitalets hjerte-CT-undersøgelser i dag er blandt landets bedste målt på billedkvalitet samt den lave mængde af anvendt stråling og kontrastvæske.

I løbet af projektfasen er det lykkes afdelingernes arbejdsgruppe at reducere stråledosen med 30 procent. Resultatet er blandt andet opnået ved løbende efteruddannelse af radiografer og læger på det tyske Erlangen Universitetshospital.

Herudover er det forventningen, at antallet af skannede patienter vil stige fremover som led i hospitalets arbejde med de nye hjertepakker. I alt vil afdelingerne fremover arbejde sammen om at skanne cirka 350 patienter årligt.

Yderligere oplysninger: projektleder og overlæge på Kardiologisk & Endokrinologisk Afdeling Birgit Jurlander, bju@hih.regionh.dk og afdelingsradiograf Peter Flensborg, pefl@hih.regionh.dk.

Redaktør
Hillerød Hospital
Email


Redaktør
Hillerød Hospital
Email