Onkologisk & Palliativ Afdeling sikrer nu de ambulante kræftpatienternes forløb, efter de har forladt hospitalet med deres kemoterapi-tabletter.
Kræftpatienter gennemgår ofte behandlingsforløb med mange aktører og har behov for den bedst mulige koordinering af og støtte i behandlingsforløbet.
Undersøgelser har vist, at patienterne ikke tager deres kemoterapitabletter korrekt, da de er i tvivl om den information om præparatet, de har modtaget. Både patienter og pårørende kan være usikre på bivirkninger og håndtering af disse, og om hvornår personalet på Onkologisk & Palliativ Afdeling skal kontaktes
Et par gange om året inviterer Onkologisk & Palliativ Afdeling sygeplejersker fra hver kommune i Planlægningsområde Nord på temadage. Her bliver de undervist i god medicinering og andre områder, der er vigtige for kræftpatientens.
Kommunernes sygeplejersker hjælper til dagligt mange kræftpatienter med korrekt medicinering af cytostatika i tabletform. Formålet med temadagene er, at sygeplejerskerne i højere grad er informerede om indholdet, bivirkninger og håndtering af tabletterne.
Første temadag var den 23. februar i afdelingens konferencerum, hvor der var stuvende fuld med kommunale sygeplejersker – alle ivrige for at lære mere om det gode patientforløb for kræftpatienten, der modtager ambulant kemoterapi.
Behovet for temadagene er opstået i takt med, at flere patienter behandles med cytostatika ambulant, og flere får medicinen med hjem. Patienten får samtidig udleveret en skriftlig information, som han eller hun skal give til kontaktpersonen i primærsektoren. En information som skal forstås og administreres bedst muligt, hvilket Onkologisk & Palliativ Afdeling nu hjælper med.
Yderligere oplysninger: Onkologisk & Palliativ Afdelings afdelingssygeplejerske Helle Schack, hesch@hih.regionh.dk og udviklings- og kvalitetskoordinator Dorte Hemmingsen, dhe@hih.regionh.dk.