I dag den 11. oktober er der blevet varslet fyringer og omrokeringer på Hillerød Hospital.
Personalet er nu blevet orienteret om de personalemæssige konsekvenser af regionsrådets beslutning om hospitalets budget for 2011:
- Hillerød Hospital har kørt en intensiv proces, hvor direktion og afdelingsledelser har arbejdet tæt sammen med tillidsrepræsentanterne for at finde de bedst mulige løsninger for hospitalets medarbejdere. Målet har været, at så mange som muligt kunne få deres ønsker om at flytte med opgaverne opfyldt – og selvfølgelig at så få som muligt skulle afskediges, siger hospitalsdirektør Martin Gregersen.
- Ledelse og medarbejdere har været enige om en hurtig proces, så den enkelte kunne få vished om situationen snarest muligt. Og det har vi sat alt ind for at leve op til. Sammen arbejder vi nu for, at vores medarbejdere kan få nogle gode flytteprocesser – og at de medarbejdere som vi desværre har været nødt til at indstille til afskedigelse, får al den hjælp, de har behov for i denne svære situation, siger hospitalsdirektør Martin Gregersen.
Yderligere oplysninger: hospitalsdirektør Martin Gregersen, mag@hih.regionh.dk, vicedirektør Anders Kyst, anky@hih.regionh.dkFakta om budget 2011:I forlængelse af regionsrådets beslutning om regionens økonomi i 2011 skal Hillerød Hospital nu realisere konsekvenserne af det nye budget, som skal sikre videre implementering af regionens hospitalsplan. Forudsætningen for det nye budget er to større strukturændringer, som hospitalet nu skal til at drage konsekvenser af.
1. Effektiviseringer i form af: samling af akut og elektiv kirurgi og ortopædkirurgi med videre i Planlægningsområde Nord fra nærhospitalerne til Hillerød Hospital og ændring af kostkonceptet i hele planlægningsområdet. Disse ændringer indebærer, at en række medarbejdere skal ændre arbejdssted – men desværre også stillingsreduktioner.
2. Flytning af optageområde for cirka 50.000 borgere fra planlægningsområde Nord til planlægningsområde Midt. Flytningen indebærer en reduktion i aktiviteten på Hillerød Hospital i 2011 på knapt syv procent. Konsekvenser af flytningen vil være forskellig fra afdeling til afdeling. Funktionerne på Hørsholm Hospital flyttes til hospitalerne i Gentofte, Hillerød, Glostrup og Helsingør i begyndelsen af 2011.