Marie Lavesen, 38 år, er rehabiliteringssygeplejerske på Lungemedicinsk Afsnit.
Marie Lavesen underviser til dagligt patienter med Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL) i rehabilitering af deres tilstand. Hun oplever der, hvordan hendes arbejde bidrager til en øget livsglæde hos den enkelte KOL-patient.
- Min stilling som rehabiliteringssygeplejerske giver mig mulighed for gennem individuelle samtaler med patienten og de længerevarende forløb at opnå et indgående og nært kendskab til hver patient og deres sygdomsforløb. Det giver et godt udgangspunkt for det videre samarbejde i forhold til at lære patienten at leve med sin kroniske sygdom.
På grund af ledelsesmæssig opbakning kan Marie Lavesen hellige sig KOL-området .
I en afgrænset projektperiode arbejder hun sammen med Gribskov Kommune og kommunens praktiserende læger med at rehabilitere lokalområdets KOL-patienter, som dagligt kæmper mod sygdommen, der engang var kendt som ’rygerlunger’.
Nærhed betyder faglig lyst
Her oplever Marie Lavesen, at de nære patientrelationer i hverdagen er givende for hendes faglige og menneskelige tilgang til rehabiliteringsarbejdet, som for hende er blevet et favoritområde.
- Den tætte kontakt til den enkelte patient giver mig en læring, da jeg løbende bliver vurderet af patienten og får respons på, hvad jeg gør godt, og hvad jeg kan gøre bedre. Det gør, at jeg bedre kan bidrage til, at patienter med KOL opnår en bedre forståelse og mestring af egen situation.
Netop udviklingspotentiale i sygeplejefaget har overrasket Marie Lavesen positivt. Muligheden for at arbejde med direkte patientpleje, kvalitet i patientforløb, undervisning, ledelse og mange andre fagligt relevante emner sætter hun pris på. Ligeledes giver arbejdet hende mulighed for at arbejde i tæt kontakt med læger, fysioterapeuter, patienter og pårørende.
I 2008 blev Marie Lavesen belønnet for dedikerede indsats for KOL-patienterne med prisen Årets Sygeplejerske på Hillerød Hospital.
TV-serien 'Hospitalet' Foto: Lars E. Andreasen/TV3
Flere situationer fra hverdagen på Hillerød Hospital.Se programmerneFakta om hospitalets deltagelse i programmerne