Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

International KOL-dag kalder på sundere lunger

Onsdag d. 17. november er det International KOL-dag, og verden over vil der være fokus på den livsfarlige lungesygdom Kronisk Obstruktiv Lungesygdom - også kaldet KOL.

Landet over vil kommuner, sundhedscentre, hospitaler, apoteker og praktiserende læger sætte fokus på KOL og tilbyde lungefunktionstest, rådgivning og vejledning til den enkelte borger.

På Hillerød Hospital er vi klar over, hvor vigtigt det er at sætte fokus på KOL og skabe betingelserne for, at endnu flere danskere lever med sundere lunger – livet igennem.

Derfor kan man på International KOL-dag få målt sin lungefunktion, tale med både lungesygeplejersker, en speciallæge i lungemedicin, en patient med KOL og hospitalets rygestopkoordinator.

Alt foregår onsdag d. 17.11.2010 fra kl. 14.00-17.00 i Porthuset opgang 50 A, Hillerød Hospital.   

430.000 danskere skønnes at lide af KOL, men halvdelen ved formentlig endnu ikke, at de har sygdommen. Sygdommen udvikler sig langsomt, typisk som følge af udsættelse for røg og/eller som følge af gentagne lungeinfektioner, og mærkes oftest først, når den er så fremskreden, at op mod halvdelen af lungefunktionen er tabt. Hvert år indlægges ca. 25.000 KOL-patienter med akutte vejrtræknings-problemer, og der dør årligt ca. 5.900 af sygdommen i Danmark. WHO forventer, at KOL bliver den tredjehyppigste dødsårsag i 2030.

KOL er en snigende sygdom, der ikke kan helbredes. Men hvis KOL opdages i tide, kan sygdommen bremses effektivt, og patienterne vil få et bedre liv med færre lidelser. Derfor er det utroligt vigtigt at opspore og diagnosticere sygdommen så tidligt som muligt. På den Internationale KOL-dag vil borgere landet over have mulighed for at få målt deres lungefunktion og få rådgivning og vejledning fra sundhedsfagligt personale. Så mange danskere som muligt opfordres til at benytte sig af denne mulighed for at få testet lungerne, siger Anne Brandt, direktør i Danmarks Lungeforening.

Danmarks Lungeforening koordinerer den internationale KOL-dag i Danmark. Du kan gå ind på www.lunge.dk  og se, hvor i landet der afholdes arrangementer i forbindelse med dagen.

For yderligere information kontakt venligst: Afdelingssygeplejerske Gry Rosenmai i Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling, tlf. 48 29 75 88 eller mail: grjen@hih.regionh.dk

 

Redaktør
Hillerød Hospital
Email


Redaktør
Hillerød Hospital
Email