Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Kejsersnit - Til dig der har født ved kejsersnit

Råd og vejledning fra sygeplejersken og fysioterapeuten.

Når du har født ved kejsersnit, kan du - hvis det er muligt - ligge på forældrestue sammen med din mand det første døgn. Afhængig af afdelingens kapacitet kan I evt. ligge på forældrestue flere dage.

Du vil indenfor de første timer få målt dit blodtryk og puls. Desuden vil sygeplejersken mærke udvendig på din livmoder og tjekke dit bind for blødning. Ligeledes vil hun kigge til din forbinding for eventuel gennemsivning.

Dit kateter i hånden fjerner vi helt, når du er fuldt mobiliseret og efter endt behandling med evt. antibiotika. Du har fået anlagt et blærekateter, og dette vil sygeplejersken fjerne samtidig med, at du kommer ud af sengen. Senest 6 timer efter vi har fjernet blærekateteret, skal du have vandladning på toilettet.

For at sikre dig mod komplikationer er det vigtigt, at du kommer ud af sengen senest 12 timer efter kejsersnittet.

Du kan gå i bad, når du fysisk er i stand til det. Du har en forbinding på, som er sat fast med klar film, og den kan du gå i bad med.

Stingene opløser sig selv og skal således ikke fjernes. Der kan sidde knuder i hver ende af såret, og de skal afklippes i hudniveau. Hvis dette er tilfældet, vil sygeplejersken informere om det, inden du bliver udskrevet.

Forbindingen fjerner du selv på 5. dagen - evt. tidligere hvis forbindingen har løsnet sig. Herefter skal du være opmærksom på rødme og væskegennemsivning omkring såret og eventuelt feber. Ved sådanne symptomer skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.

Ved et planlagt kejsersnit uden komplikationer kan du gå hjem, når du ønsker det, uden at der behøver at være lægestuegang.

Ved akut kejsersnit er det vigtigt, at du får talt fødselsforløbet igennem med din jordemoder eller med en afdelingslæge, evt. den læge der udførte kejsersnittet. Dette for at sikre dig og din familie den bedste information og forståelse for indgrebet.

Medicin
For at forebygge smerter efter dit kejsersnit vil vi opfordre dig til at tage den smertestillende medicin, som du får udleveret i doseringsposer af sygeplejersken. Du vil dels få noget fast medicin hver dag og dels noget medicin, du får udleveret ved behov – det vil sige, når du begynder at få ondt.

Ved at forebygge smerter vil du blandt andet hurtigere kunne komme ud af sengen, og vil også bedre selv kunne passe dit barn.

Husk at opbevare dine piller forsvarligt (f.eks. i sengebordsskuffen), så børn og andre ikke kan komme til at tage dem.

Ved modtagelsen i afdelingen vil du ud fra en smertelineal skulle vurdere dine smerter. Sygeplejersken introducerer til dette. Er dine smerter over et bestemt niveau, vil du få udleveret smertestillende tabletter, Oxynorm 5 mg. eller Morfin 10 mg. Efter ½ til en 1 time vil vi bede dig vurdere smerterne igen. Har du fortsat smerter, vil du naturligvis få udleveret mere Oxynorm/Morfin.
Vi vil samtidig bede dig om at vurdere, om du har kvalme.



Hvis du føler ændring i smerterne - eller er det mindste i tvivl om den smertestillende medicin - bedes du kontakte sygeplejersken på afdelingen, som vil hjælpe dig.

Den ene af poserne indeholder Magnesia, som skal tages for at sikre, at tarmfunktionen kommer i gang. Der skal gerne være luftafgang indenfor det første døgn og afføring senest på 4. døgn.

Som fast medicin vil du dagligt få udleveret doseringsposer med:

  • Ibumetin 400 mg. x 4
  • Pinex 1g x 4
  • Magnesia 1g x 1

Medicin ved behov:

  • Oxynorm 5 mg eller Morfin 10 mg. (tabletter)


Udtrapning:
Oxynorm/Morfin indtages normalt kun i det første døgn. Udtrapning af medicinen er individuel - som regel råder vi til at starte udtrapning af Ibumetin omkring 3. dagen. Det kan du gøre enten ved at øge intervallerne, eller ved at udelade en tablet dagligt. Pinex udtrappes gradvist derhjemme.

Efter udskrivelsen
Det er en god idé, hvis du inden fødslen har sørget for at købe smertestillende medicin til efter udskrivelsen. Du bør købe både smertestillende medicin af typen ibuprofen, fx ipren eller ibumetin, og af typen paracetamol, fx pinex, panodil eller pamol. Læs altid indlægssedlen, når du køber medicin på apoteket.

Ingen af de smertestillende præparater, der udleveres på Barselsgangen, er skadelige for dit barn, og de kan tages i forbindelse med amningen.

Gode råd fra fysioterapeuterne efter kejsersnit.
Fælles for nævnte råd og vejledninger gælder, at du skal undgå at overbelaste dine bækkenbundsmuskler og såret efter kejsersnittet.

Ud af seng:
Brug albueteknik (se tegning) for at komme ud af sengen.


1. Læg dig på siden med bøjede ben



2. Kom op at sidde ved at skubbe fra med albue og hænder



3. Sving samtidig benene ud over sengekanten




4. Gør det i omvendt rækkefølge, når du lægger dig i sengen.








Host:
Undgå at hoste kraftigt. Røm dig i stedet for.

Løft:
Undgå for tunge løft. Du må selvfølgelig gerne bære dit barn. Bær altid tæt ind til kroppen.

Motion og rengøring:
Start stille og roligt op med det, du er klar til. Du må ikke blive utilpas. Du skal kunne holde tæt under aktiviteten og ikke mærke tyngdefornemmelse.

Bilkørsel:
Du må gerne køre bil, når du kan betjene rat og pedaler uden smerter.

Genoptræning – barselsgymnastik

Selvom du har født ved kejsersnit, er det vigtigt, at du genoptræner musklerne i bækkenbunden. Det er vigtigt, fordi vægten af barnet under graviditeten har forlænget bækkenbundsmusklerne.

Vi henviser til øvelserne som er vist i pjecen "I form efter fødslen", som du har fået af din jordemoder.

Dog anbefaler vi, at du i de første 4 uger kun laver den nedenfor viste mavemuskeløvelse. Du må starte øvelserne, så snart du kan for smerter. Det vil typisk være efter et par dage.

Øvelse:
Knib sammen i bækkenbunden.
Pres lænden ned i madrassen ved at trække maven ind og vippe bækkenet opad.
Hold spændingen i 5 sek.

Knib sammen i bækkenbunden. Løft hovedet og tæl til 5. Sænk hovedet igen og slap af i bækkenbunden.

 

Husk

altid at lytte til din krop. Mærk hvor din grænse går med hensyn til alle de her nævnte forholdsregler.

Efter 6-8 uger bør du være i så god form, at du kan se bort fra forholdsreglerne.

 

Venlig hilsen
Barselsgangen G 0141/0142
og fysioterapeuterne

 

 

 

Illustrationer: kilde: "Hvilestillinger og albueteknik", Rigshospitalet
OBS-PAT23
Revideret august 2009/lojer/emb