Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 


Tilbage til menuen

Graviditets-undersøgelser

Du får normalt tilbudt fem-seks graviditetsundersøgelser hos din jordemoder.

Når du kommer til jordemoder første gang, vil hun tale med dig om dine forventninger og de tilbud, vi har til dig i graviditeten. Her kan du læse om basisforløbet for en normal graviditet. Hvis du har specielle behov, tilpasser vi forløbet undervejs.
Jordemoderkonsultation uge 13-15
Jordemoderkonsultation uge 29
Jordemoderkonsultation uge 35
Jordemoderkonsultation uge 37
Jordemoderkonsultation uge 39
Jordemoderkonsultation uge 40+
Jordemoderkonsultation uge 41+





Graviditetsuge
13-15

Undersøgelse
Jordemoderkonsultation

Varighed    
ca. 40 min.
Din jordemoder vil:
  • følge op på og eventuelt supplere din egen læges notater i din svangerskabsjournal. På den baggrund vil hun danne sig et samlet overblik over din graviditet i forhold til din situation.
  • tale med dig og din partner om, hvilke tanker og forestillinger I har om det at blive en familie, herunder de fysiske, følelsesmæssige og sociale forandringer, der er i forbindelse med graviditeten. Her kan det eventuelt være aktuelt at drøfte et tidligere fødsels- og ammeforløb.
  • præsentere dig for de tilbud, vi har til dig i graviditets-, fødsels- og barselsforløbet, og planlægge dit forløb i samarbejde med dig.
  • ved behov undersøge og vurdere din graviditet og dit helbred.
  • vejlede dig i, hvordan du kan ændre din livsstil, hvis du har brug for at ændre på dine spise-, drikke- eller rygevaner.
  • tale med dig om, hvad du kan forvente dig af graviditetens udvikling frem mod næste jordemoderkonsultation.







Graviditetsuge
29

Undersøgelse
Jordemoderkonsultation

Varighed   
ca. 40 min.
Din jordemoder vil:
  • undersøge dig for svangerskabsforgiftning og sukkersyge og vurdere, om barnet vokser, som det skal, og om der er tegn på, at du vil føde for tidligt.
  • tale med jer om, hvordan I har det.
  • tale med jer om amning. Det er en fordel, hvis du inden samtalen har læst afsnittet om amning i mappen "Min graviditet, fødsel og barsel"
  • undersøge og vurdere din graviditet og dit helbred.
  • hvis du har en rhesusnegativ blodtype, vil jordemoderen undersøge, om du har brug for en indsprøjtning, der forhindrer, at du danner antistoffer mod dit barns blod. Ved behov bestiller jordemoderen tid til denne indsprøjtning.
  • tale med dig om, hvad du kan forvente dig af graviditetens udvikling frem mod næste jordemoderkonsultation.







Graviditetsuge
35

Undersøgelse
Jordemoderkonsultation

Varighed     
ca. 20 min.
Din jordemoder vil:
  • tale med dig om, hvordan du har det.
  • tale med dig og din partner om jeres forestillinger og ønsker omkring fødslen.
  • undersøge dig for sukkersyge og svangerskabsforgiftning og vurdere, om barnet vokser, som det skal.
  • undersøge, hvordan barnet ligger. Hvis barnet ikke ligger med hovedet nedad, vil du blive henvist til en ultralydsundersøgelse og eventuelt få tilbud om en vending af barnet.
  • undersøge og vurdere din graviditet og dit helbred.
  • i samarbejde med dig lægge en plan for din fødsel.
  • tale med dig om, hvad du kan forvente dig af graviditetens udvikling frem mod næste jordemoderkonsultation.








Graviditetsuge
37

Undersøgelse
Jordemoderkonsultation

Varighed   
ca. 20 min.
Din jordemoder vil:
  • tale med dig om, hvordan du har det.
  • undersøge dig for sukkersyge, svangerskabsforgiftning og vurdere, om barnet vokser, som det skal.
  • tale med dig og din partner om fødslen.
  • undersøge og vurdere din graviditet og dit helbred.
  • tale med dig om, hvad du kan forvente dig af graviditetens udvikling frem mod næste jordemoderkonsultation.









Graviditetsuge
39

Undersøgelse
Jordemoderkonsultation

Varighed  
ca. 20 min.
Din jordemoder vil:
  • tale med dig om, hvordan du har det
  • undersøge dig for sukkersyge, svangerskabsforgiftning og vurdere, om barnet vokser, som det skal
  • følge op på samtalen ved sidste konsultation om dine og din partners tanker omkring den forestående fødsel
  • undersøge og vurdere din graviditet og dit helbred
  • tale med dig om, hvad du kan forvente dig af graviditetens udvikling frem mod næste jordemoderkonsultation.









Graviditetsuge
40+

Undersøgelse
Jordemoderkonsultation

Varighed     
ca. 20 min.
Denne undersøgelse er en behovsundersøgelse, som du vil blive tilbudt, hvis der er mere end 10 dage mellem din jordemoderkonsultation i uge 39 og din jordemoderkonsultation i uge 41+.

Din jordemoder vil:
  • tale med dig om, hvordan du har det
  • undersøge dig for sukkersyge, svangerskabsforgiftning og vurdere, om barnet vokser, som det skal
  • tale med dig om, hvilke tanke og spørgsmål du har om at "gå over tiden"
  • informere dig om muligheden for igangsættelse
  • undersøge og vurdere din graviditet og dit helbred
  • tale med dig om, hvad du kan forvente dig af graviditetens udvikling frem mod næste jordemoderkonsultation.









Graviditetsuge
41+

Undersøgelse
Jordemoderkonsultation

Varighed     
ca. 45 min.
Denne undersøgelse tilbyder vi dig, hvis du er "gået over tiden". 
Du skal ved denne undersøgelse møde på Akut Modtagelse for Gravide, hvor den jordemoder, der er i vagt, vil tage i mod dig. Formålet med undersøgelsen er at sikre, at moderkagen stadig fungerer godt og kan forsyne dit barn med den nødvendige næring, nu hvor du har passeret fulde 40 graviditetsuger. 

Jordemoderen vil:
  • tale med dig om, hvordan du har det.
  • undersøge dig for sukkersyge, svangerskabsforgiftning og vurdere, om barnet vokser, som det skal.
  • lave en CTG-undersøgelse. Undersøgelsen foregår ved, at der spændes to bælter med modtagere på din mave, hvor den ene måler barnets hjerteaktivitet og den anden måler livmoderens sammentrækninger. Undersøgelsen varer ca. 20 minutter og kan herefter give jordemoderen information om dit barns trivsel. Jordemoderen vil forklare dig, hvordan hun vurderer CTG'en.
  • lave en indvendig undersøgelse af din livmodermund og -hals og eventuelt tilbyde dig en hindeløsning. Hindeløsning betyder, at jordemoderen med sine fingre løsner fosterhinderne fra indersiden af den nederste del af livmoderen. Formålet med hindeløsning er at modne livmoderen, så den enten går i gang med at producere veer selv eller er mere klar til, at vi eventuelt sætter din fødsel i gang på et senere tidspunkt. Der kan komme lidt tegnblødning efter undersøgelsen, hvilket er helt normalt. Hindeløsning kan kun lade sig gøre, hvis din livmodermund er lidt åben i forvejen.
  • tale med dig om, hvilke forestillinger og spørgsmål du har om at få fødslen "sat i gang".
  • informere dig om afdelingens igangsættelsesmetoder, metodernes virkninger/bivirkninger og tidsperspektivet for igangsættelsesforløbet.
  • planlægge, hvornår du skal komme til igangsættelse. Vi tilbyder dig at få fødslen sat i gang, når du er 41 uger og 5 dage i din graviditet.



Redaktør
Hillerød Hospital
Email