Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Selve fødslen

På Fødeafdelingen bliver du tilbudt forskellige hjælpemidler under fødslen, f.eks. badekar, fødestol eller sækkestol.

På Hillerød Hospital kan de fleste jordemødre anvende akupunktur til lindring af smerter under fødslen. Vi tilbyder også smertelindring i badekar, steriltvandspabler, lattergas, pudendus- og epiduralbedøvelse.  For yderligere oplysninger se menuen til venstre.
Efter fødslen kan du enten blive overført til barselsafsnittet eller tage hjem efter 4-6 timer.

Tag familien med til fødslen
Din partner, familie og pårørende er velkomne til at være med ved fødslen. Børn er velkomne, hvis der er en voksen til at tage sig af dem. Familie kan kun i særlige tilfælde ringe til Fødeafdelingen for at komme i kontakt med jer under fødselsforløbet. Personalet på fødeafsnittet har tavshedspligt og må ikke udtale sig om forløbet.

Godt at gøre derhjemme, når fødslen er gået i gang
Det er godt at hvile sig så meget som muligt – især hvis veerne starter om natten.

Når du er i fødsel, har du brug for så meget energi som muligt, derfor er det vigtigt, at du spiser og drikker under hele forløbet.

Hvad skal jeg tage med mig, når jeg skal føde?

  • Løst, behageligt tøj, som du kan have på før og efter fødslen
  • Toiletartikler
  • Amme-BH og -indlæg
  • Hjemmesko
  • Morgenkåbe
  • Mobiltelefon og oplader, alternativt mønter til mønttelefon (mobiltelefoner må benyttes på gangen, men ikke på selve fødestuen)
  • Mad og drikke til din partner under fødslen

Husk vandrerjournalen!

Hvad sker der, når jeg kommer ind på Fødegangen?
På fødegangen bliver du budt velkommen af en jordemoder. Hun undersøger dig for at finde ud af, hvor meget din livmoder er åben, og hvor langt barnet er kommet ned i fødselsvejen og lytter til barnets hjertelyd.
Hun vurderer dine veer og tager stilling til, om du er i fødsel. Du vil blive tilbudt at få kørt en hjertelydsstrimmel (STAN) og få et lavement (Klyx).

Kommer 'min' jordemoder, når jeg skal føde?
Når man er glad for den jordemoder, som man er tilknyttet, er det helt forståeligt, at man gerne vil have, at det er hende, der kommer med til fødslen.
Desværre lykkes det ikke så ofte. Jordemødrenes arbejdstid er fastlagt på forhånd, og hvornår man føder, bestemmer man jo ikke selv. Hvis jordemoderen fra konsultationen er på vagt, når du skal føde, vil hun tage sig af dig, med mindre hun står midt i noget, hun ikke kan gå fra. Hvis du har bestemte ønsker til din fødsel, kan jordemoderen fra konsultationen skrive det i din journal. Den eller de jordemødre, der hjælper dig under fødslen, vil gennemgå dine ønsker med dig.
Du kan også selv skrive tanker og ønsker ned og tage det med ind til fødslen.


Hvad skal jeg have med til barnet?
Vi har alt, hvad den lille skal bruge de første dage. Du er selvfølgelig velkommen til at tage jeres eget babytøj med og bruge det, mens I er på hospitalet.
Når du skal hjem skal du have en babydyne eller tæppe med til at pakke den lille ind i. Tøj til den lille afhænger selvfølgelig af vejret, men det er altid en god idé at have en hue med.

Redaktør
Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling
Email MhV-WrhG@xnV.regionh.dk