Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Efter kejsersnittet

Her kan du læse lidt om, hvad der sker, de første timer og dage efter du har fået lavet kejsersnit.

På opvågningsafdelingen Efter operationen følger jordemoderen jer til Opvågningsafdelingen, hvor I skal være de første 1-2 timer efter operationen. Her bliver der holdt øje med dit blodtryk, puls og om du har smerter eller kvalme. Hvis du har det, får du tilbudt medicin.

Vi holder også øje med, hvor meget du bløder fra skeden og føler dig på maven for at kontrollere, om din livmoder har trukket sig sammen.

Hvis du har fået rygbedøvelse, skal du være på Opvågningsafdelingen, til du kan bevæge benene. Hvis du har været i fuld bedøvelse, skal du blive på Opvågningsafdelingen, til du er helt vågen og har det godt.

Jordemoderen eller barselssygeplejersken følger med og hjælper dig med at lægge barnet til brystet. Da vi har mange patienter, er det desværre ikke muligt at få andre besøgende end din ledsager, mens du er på Opvågningsafsnittet.

Hvis dit barn af en eller anden grund har brug for ekstra observation, vil en jordemoder eller barselssygeplejerske tage barnet med på Føde- eller Barselsgangen, hvor det observeres. Din ledsager er naturligvis velkommen til at følge med.

Barselsafdelingen, afsnit G 0141/G 0142
Hvis det er muligt tilbydes du og din mand at have den første nat sammen på en familiestue.

Personalet på Barselsafdelingen står til rådighed med råd og vejledning om amning og pleje af barnet. I skal endelig spørge, hvis der er noget I er i tvivl om. I visse tilfælde - bl.a. hvis du har fået foretaget akut kejsersnit - vil det være muligt at komme til at tale med den læge, der har udført kejsersnittet. I vil her bl.a. kunne tale om årsagen til kejsersnittet og konsekvenser for en eventuel kommende graviditet og fødsel.

Det er vigtigt, at du kommer op at gå så hurtigt som muligt. Du vil få tilbudt smertestillende medicin, så du hurtigt kan komme dig. Normalt vil du selv kunne klare at komme i bad og passe og skifte dit barn, dagen efter du har født. Men vi er klar til at træde til med hjælp og vejledning, hvis I har behov for det.

Indlæggelsestiden forventes at være ca. 2 døgn.

Skal stingene tages ud?
Nej, du skal ikke have taget sting ud. Såret vil normalt være syet med en type tråd, som opløses af sig selv.

Hvor kan jeg henvende mig, hvis der opstår problemer?
Hvis du har problemer i løbet af den første uge efter udskrivelsen, er du velkommen til at ringe til sygepleje hotline på telefon 48 29 3706.

Skal jeg skåne mavemusklerne?
Ja, de første 6 uger anbefaler vi, at du ikke løfter ting, der er tungere end ca. 10 kg.

Kontakt til egen læge
Hvis du får feber, hvis såret bliver ømt eller rødt, eller der siver væske fra det, skal du kontakte din egn læge.

Redaktør
Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling
Email MhV-WrhG@xnV.regionh.dk