Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Kejsersnit (sectio)

Kejsersnit kan for nogle kvinder være den bedste, eller eneste mulige fødselsmetode.

I mange tilfælde vil kejsesnittet være planlagt på forhånd, andre gange kan det af hensyn til mor og/eller barn være nødvendigt at foretage kejsersnittet akut.

Langt de fleste kejsersnit fortages efter råd af fødselslægen med kvindens og hendes partners accept. Nogle kvinder ønsker imidlertid at få foretaget kejsersnit, selvom der ikke er lægelige grunde til det.

Læs mere om:
Generelt om kejsersnit

Planlagt kejsersnit 
Akut kejsersnit 
Kejsersnit efter eget ønske






Hvem er til stede på operationsstuen?
Normalt vil der foruden jer selv være den narkoselæge, som skal bedøve dig og en narkosesygeplejerske, som holder øje med, hvordan du har det under operationen. Der er to læger som skal foretage kejsersnittet og en operationssygeplejerske. De er klædt i sterilt tøj. Desuden vil der altid være en jordemoder, som skal tage imod barnet og en ekstra sygeplejerske. Ved akutte kejsersnit, tvillingkejsersnit og andre kejsersnit hvor det findes nødvendigt, er der desuden en børnelæge til stede. Din partner eller en anden person, som du kender godt, kan være hos dig under operationen.

Da Hillerød Hospital er et uddannelseshospital kan der også være en studerende til stede.

Selve kejsersnittet
På operationsstuen vil du få lagt en nål i hånden, hvorefter narkoselægen lægger bedøvelsen i ryggen. Du får desuden lagt et kateter i blæren. Sygeplejersken desinficerer din mave og dækker den til med et sterilt klæde.
Fødselslægen lægger et snit i huden på tværs lige over grænsen for kønsbehåringen. Der går kun få minutter fra operationen starter, til barnet er født. Når barnet fødes, vil du kunne føle, at der bliver trykket hårdt på din mave.

Jordemoderen tager imod jeres barn. Når navlestrengen er klippet, bærer hun barnet hen til børnebordet, som står ved siden af jer. Er børnelægen til stede, tager denne over. Når vi har sikret os, at jeres barn har det godt, bliver det svøbt ind i varme håndklæder og lagt hos jer. Ved planlagte kejsersnit bliver barnet oftest målt og vejet af jordemoderen på operationsstuen.

Hvad hvis fødslen starter før det planlagte kejsersnit?
Hvis du får veer eller fostervandet går før datoen for det planlagte kejsersnit, skal du kontakte fødegangen på telefon 48 29 3741. Når du kommer ind på fødegangen vil jordemoderen undersøge dig og vurdere, hvor fremskreden fødslen er. Er din fødsel i gang, aftaler du med den vagthavende læge, om du vil forsøge at føde normalt, såfremt dette skønnes forsvarlig, eller om kejsersnittet skal foretages akut. Dette afhænger helt af årsagen til det planlagte kejsersnit

Kan der opstå komplikationer i forbindelse med kejsersnit?
Langt de fleste kejsersnit forløber uden komplikationer, men det er vigtigt at du kender de risici, der er forbundet med kejsersnit. Alle operationer og alle typer bedøvelse indebærer risici.

  • Hos ca. 1 % kan rygbedøvelsen medføre en ubehagelig hovedpine. Hovedpinen kommer, når man rejser sig op og forsvinder, når man lægger sig ned. Hovedpinen er ufarlig, men kræver nogle gange behandling
  • Blærebetændelse og underlivsbetændelse optræder lidt hyppigere end efter en normal fødsel. Det kan behandles med antibiotika
  • Man mister i gennemsnit lidt mere blod ved et kejsersnit end ved en normal fødsel, det fører dog meget sjældent (hos mindre end 3 %) til, at der er behov for blodtransfusion
  • Hos ca. 1 % opstår der betændelse i operationssåret, som kræver at man åbner såret igen og tømmer betændelsen ud. Såret i huden lader vi stå åbent og det kan normalt sys sammen igen tre dage senere
  • Lidt flere børn har vejrtrækningsproblemer efter et kejsersnit end efter end normal fødsel. Det er en forbigående tilstand, som ikke skader barnet på lang sigt, men det kan nogle gange føre til, at barnet må overflyttes til Børneafdelingens Neonatalafsnit. Vi anbefaler derfor at det planlagte kejsersnit foretages ca. 1 uge før terminen, når barnets lunger er modne, med mindre der er andre og vigtigere forhold som taler for at gøre det tidligere
  • Alvorlige komplikationer er meget sjældne. Ved et kejsersnit har man en let øget risiko for at danne blodpropper i benene, som kan spredes til lungerne og være livstruende. Under operationen kan der opstå skader på tarm eller urinveje. Det sker meget sjældent (1-5 gange ud af 1000 kejsersnit). Skaderne kan kræve en ny operation, men vil meget sjældent give følger på lang sigt.

Har et kejsersnit betydning for næste graviditet og fødsel?
Selv om du har født ved kejsersnit denne gang, er det ikke sikkert, at du behøver at føde ved kejsersnit næste gang. Det afhænger af årsagen til, at du fødte ved kejsersnit i denne graviditet. Hvis de samme forhold er til stede i næste graviditet, vil vi anbefale et kejsersnit igen. Hvis ikke, er der ikke noget i vejen for at planlægge en normal fødsel næste gang. Du vil i den kommende graviditet blive tilbudt en samtale med speciallæge med henblik på planlægning af den mest hensigtsmæssige fødselsmåde.

I sjældne tilfælde (mindre end 1 ud af 100) kan arret i livmoderen briste ved næste fødsel. Vi anbefaler derfor ekstra observation under fødslen. Enkelte kvinder oplever i en kommende graviditet at moderkagen lægger sig ned over livmodermunden og vokser dybt ind i livmodervæggen, svarende til arret efter det tidligere kejsersnit. Det vil betyde, at din næste fødsel også skal foregå ved kejsersnit, og i sjældne tilfælde kan det medføre store blødninger.

Redaktør
Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling
Email MhV-WrhG@xnV.regionh.dk