Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Mogens går stavgang for livskvaliteten

Nyrepatienter fra Hillerød Hospital går den populære gang med stængerne. Deres mål er at gå i alt 1000 kilometer og at få mere energi til livet som kronisk patient.

Hvor det første hold er for de svageste patienter, er det andet hold for de mere hårdføre. Sådan er princippet, når cirka otte nyrepatienter mødes med fire sygeplejersker fra Hillerød Hospital og går stavgang hver onsdag og torsdag. Idéen er, at alle patienternes fysiske formåen bliver tilgodeset – og at de får grint sammen.

- Mange af patienterne skal leve med dialyse resten af deres liv, og derfor er det særligt vigtigt for dem, at de har et godt liv, og at de får det bedst mulige ud af det liv, de nu har, forklarer sygeplejerske på Nefrologisk Afdelings Dialyseafsnit 0921 Christina Hedelund.

Hun er en af deltagerne i stavgangsordningen, som nyrepatient Mogens Bo Hansen er ivrig deltager i.

- Da jeg for nylig var på rejse til Kreta med Hillerød Hospital fandt jeg og min ven Niels, der også er nyrepatient her, ud af at vi var rigtig dårlige til at gå. Så da vi fik tilbuddet om at gå til stavgang med dialyseafdelingen, slog vi til. Og jeg synes, det er rigtig godt, for man bliver altså let doven som nyrepatient, siger Mogens Bo Hansen.

En motiverende pisk

Som dialysepatient har Mogens Bo Hansens nyrer svært ved at frasorterere affaldsstoffer og regulere kroppens salt- og væskebalance. Det får han hjælp til ved at besøge Hillerød Hospital tre gange ugentligt, hvor et dialyseapparat regulerer hans krop. Og det kan godt trætte ham.

- Jeg skal have nogen til at piske mig i nakken hele tiden, fordi jeg godt kan mangle lidt energi ind imellem. Min kone er god til det med pisken, men sygeplejerskerne her er nu også ved at komme godt efter det. Og så hjælper det jo også, at jeg kun går stavgang på de dage, hvor jeg ikke er i dialysebehandling. Så er jeg nemlig frisk, siger Mogens Bo Hansen.

Sygeplejerskerne og patienterne har sat sig et mål om at gå i alt 1000 kilometer, hvilket de måler med skridtmålere, som patienterne også får med hjem. Et mål, der vil blive fejret med en fest sammen. Sygeplejerske Anne Brostrøm, som går stavgang med patienterne, kan tydeligt se, hvordan motionen forbedrer patienternes livskvalitet.

- Patienterne får en masse god energi ud af stavgangen, og ved at de får energi, så får de også en større livskvalitet, fordi de måske også kan foretage sig lidt mere i dagligdagen som at slå græs og støvsuge, siger Anne Brostrøm og bliver bakket op af Christina Hedelund.

Redaktør
Hillerød Hospital
Email


Redaktør
Kommunikationsenheden
Email L2k3G3CZ1qDPX@2EW.regionh.dk