Hver dag vil 75 kvinder blive undersøge for brystkræft. Det er målet, når Herlev Hospitals nye faciliteter i Hillerød til mammografiscreening er kommet i fuld gang efter åbningen i onsdags.
En nybygget pavillon, som er en udefunktion fra Herlev Hospital, åbnede tæt ved den gamle indgang via Helsevej til Hillerød Hospital med en reception.
Og torsdag kunne de første patienter blive screenet for brystkræft med det topmoderne udstyr, pavillonen huser. Tre store rum med scannere og omklædningsrum skal sikre, at den nordlige del af regionens kvinder bliver screenet. Den første patient var Mette Hyldborg Larsen fra Frederiksværk.- Jeg er så glad for, at jeg ikke skal bruge en time på transport for at køre helt ind til Hamlet. Her kan jeg lige smutte ned fra mit arbejde i Hillerød og tage tilbage igen efter en halv times tid. Og så er det jo lækre faciliteter, ser det ud til, sagde Mette Hyldborg Larsen.Udenfor pavillonen kan hun og de andre patienter parkere på otte specielt reserverede pladser i op til 30 minutter af gangen. Pavillonen bemandes af otte medarbejdere mandag til torsdag i tidsrummet 7:45 til 15:15 og fredage til 14:45.Det er forhåbningen, at mammografitilbuddet vil hjælpe til en tidlig sporing af kvinder med brystkræft. Det skal føre til en hurtig og forhåbentlig helbredende behandling af et lokalt udsnit af de knap 4000 kvinder, der årligt får konstateret kræftformen. En kræftform, hvis andel udgør 20 procent af alle kræfttilfælde og er stigende.
Det var derfor en stolt vicedirektør Gert Hagelskjær fra Hillerød Hospital, der kunne overrække nøglerne til pavillonen til ledende overlæge Michel Nèmery og ledende oversygeplejerske Anne Grethe Hildebrandt fra Herlev Hospitals radiologiske afdeling.
Byggeteknisk Enhed på Hillerød Hospital blev rost meget for den trygge håndtering af byggefasen. Afdelingsledelsen på Herlev Hospital håbede, at opførelsen af pavillonen ville være et eksempel på, hvordan hospitalerne fremover kan understøtte og udbygge deres gode samarbejde.