Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Rengøringskontrol: der er gjort godt rent – men vi bestod endnu ikke

Efter seneste rengøringskontrol besluttede direktionen at gentage de eksterne kontroller hver måned indtil resultatet var i orden.

I sidste uge var to supereffektive eksterne auditører derfor igen ude og kontrollere rengøringen på Hillerød Hospitals operations- og intensivstuer. To operationsstuer og to intensivstuer blev kontrolleret. Her fandt de to auditører blandt andet vanddråber fra gulvvasken nederst på et bordben, et rustangrebet hjul på et rullebord, striber efter kluden på spejlet, en anelse støv på en computerskærm og støv på en lænestol til de pårørende.

Tilsammen betyder disse fejl, at ingen af de to lokaletyper klarede den skrappe kontrol denne gang heller. Til gengæld er meldingen fra de eksterne auditører helt klar: man kan se at der er gjort rent overalt – og de fejl, man fandt, har ikke egentlig betydning for patientsikkerheden.

Med på kontrolrunden var også direktionen og Frederiksborg Amts Avis. Begge fik syn for den videnskab det er at gøre rigtig rent. Læs reportagen på Frederiksborg Amts Avis’ hjemmeside.

Kravene er meget høje
Kvalitetsstandarderne er høje. Derom hersker der ingen tvivl. Forudsætningerne for at bestå er, at hospitalet lærer af de eksterne kontroller. Og den seneste kontrol har igen givet nyttige input til, hvordan de forskellige faggrupper sammen skal forbedre rengøring og hygiejne på operations- og intensivstuer. For eksempel skal plejepersonalet bruge andre klude, når de tørrer støv af på teknikpaneler og udstyr, så man undgår ’fnuller’ – og serviceassistenterne skal sikre sig at kludene ikke er så fugtige, at de giver striber. Og så vil der selvfølgelig også fortsat blive udskiftet hjul på forskelligt kørende materiel.

Kontrol igen om en måned
Rengøringen bliver naturligvis ikke i top på få dage. Det kræver tid. Men man kan se, at det kan lykkes. Hospitalet har dygtigt personale, så når medarbejderne i fællesskab har fokus på de forskelligartede problematiske områder, skal resultaterne nok også komme.

 Yderligere oplysninger: planlægningsleder Niels Thomsen, nith@hih.regionh.dk eller vicedirektør Gert Hagelskjær, geha@hih.regionh.dk

Redaktør
Hillerød Hospital
Email


Redaktør
Hillerød Hospital
Email